Afslører: Gravid igen
Sangeren Lord Siva og modellen Ulrikke Toft Simonsen har sammen datteren Norma, og hun får hun snart en søskende. Ulrikke Toft Simonsen er nemlig gravid
Der er babylykke hjemme hos sangeren Lord Siva og modellen Ulrikke Toft Simonsen.
Parret venter sig nemlig endnu et barn. Det afslører Ulrikke Toft Simonsen i en Instagram-story, som er et kort, tidsbegrænset videoklip. Her deler hun et scanningsbillede af den lille ny og skriver:
- En lillebror eller -søster.
Mødtes i kælder
Parret har i forvejen datteren Norma Renée Siva Toft Simonsen, der kom til verden i december 2021.
30-årige Ulrikke Toft Simonsen og 33-årige Lord Siva mødte hinanden i et kælderstudie i Montanagade i Aarhus gennem fælles venner fra den aarhusianske musikscene.
Senere blev de genforenet til en koncert, hvor Ulrikke Toft Simonsen havde medbragt et tatoveringssæt og tilbød tatoveringer til alle, der ønskede en.
Startede som venskab
Det gjorde musikeren, der blandt andet står bag megahittet "Solhverv", og fik tegnet et egyptisk øje på skulderen.
Det var begyndelsen på et venskab, der siden udviklede sig til kærlighed. Parret blev forlovet i februar 2020.
Mormor igen
Kort efter frieriet fortalte Ulrikke Toft Simonsen, at brylluppet skal stå på Mols, hvor familien har sommerhus.
Ulrikke Toft Simonsen er - som efternavnet antyder - datter af den tidligere topmodel Renée Toft Simonsen, der er gift med musikeren Thomas Helmig.
Nu kan Renée Toft Simonsen altså se frem til, at hun bliver mormor for anden gang.