Afslører juletraditioner
Med et klimavenligere juletræ og amerikanske madtraditioner holder tv-værten Ibi Støving juleaften med sin 13-årige søn, Anakin
Tv-vært og skuespiller Ibi Støving sparer ikke på hyggen, når det kommer til jul.
I år holder hun den med sin 13-årige søn, Anakin.
- Vi juler sindssygt meget. I slutningen af november plejer jeg allerede at have købt et juletræ, afslører den 46-årige tv-vært, som netop nu kan ses styre løjerne i underholdningsprogrammet "Hvem holder masken?".
Normalt tager mor og søn selv ud og fælder et træ. Men i år bliver det anderledes.
Nu prydes julestuen af et plantet grantræ i krukke, der bliver hentet og plantet ud igen, når december er slut.
- Min søn er en del af klimagenerationen, og han vil gerne have, at vi bestiller et træ med rod, så det gør vi. Det er en meget sød tanke, at man ikke bare saver et træ over og smider det ud bagefter, siger Ibi Støving.
FAste juletraditioner
Efter at hendes mor gik bort, har hun gjort meget ud af at fejre julen, fortæller hun.
Og der plejer da også at være faste juletraditioner, når Ibi Støving holder jul med sin far, der skifter mellem at holde aftenen med hendes bror og hende.
Skal være kalkun
Ibi Støving har selv indført, at der ud over flæskesteg også skal være en kalkun på julebordet. En tradition, hun har taget med sig fra USA, hvor hun har boet i en lang årrække.
- Jeg køber altid den største kalkun, jeg kan finde - ofte en på otte-ni kilo - og så kører jeg den helt amerikansk og fylder den med stuffing. Ovnlågen kan næsten aldrig lukke, fordi sådan en bandit er virkelig stor, siger Ibi Støving.
- Sovs passer jo til det hele, og den står min far altid for. Han er sovsemester, og den skal vi andre ikke blande os i, siger hun med et grin.