Afslører kæmpe nyhed
Popsangerinden Medina og ægtemanden Malo Chapsal er halvandet år efter fødslen af sønnen Tyler Rose blevet forældre igen
Lykken tilsmiler popsangerinden Medina, der gik ind i 2021 som højgravid og også entrerede 2022 med en spirende babybule.
Ti måneder efter at hun og gemalen Malo Chapsal blev forældre til sønnen Tyler Rose, kunne parret nemlig annoncere, at de ventede sig igen.
Og nu er den lille ny kommet til verden.
Det skriver Medina i et opslag på Instagram, hvori det fremgår, at sønnen blev født lørdag.
Hun afslører samtidig, at han har fået navnet Eliott Rose Chapsal.
- Bomuldsbryllupsdag i dag og to børn. De bedste gaver i mit liv er jer, skriver hun.
Stor drøm
Det er en stor drøm, der er gået i opfyldelse for Medina og manden. Det har længe været et inderligt ønske at stifte familie, fortalte Medina i et interview med magasinet Fit Living i begyndelsen af 2020.
- Vi er begge mega-familiemennesker, og samtidig med at vi ikke kunne være mere forskellige, vil vi alligevel fuldstændig samme vej. Det er bare perfekt, sagde Medina i interviewet.
39-årige Medina og 29-årige Malo Chapsal, der er premierløjtnant i Forsvaret, mødte hinanden til et bryllup hos en veninde i marts 2018.
Godt to år efter blev parret selv gift - med en lille Tyler Rose i maven.