Afslører: Rasende på far
Striden eskalerede så voldsomt, at Charles stoppede med at besvare sønnens opkald
Nu er en ny strid i den britiske kongefamilie kommet for dagens lys.
Prins Harry blev angiveligt rasende over, at hans far nægtede at putte Meghan Markle på lønningslisten i kongehuset tilbage i 2016.
Striden brød ud, efter prinsen havde delt med offentligheden, at han havde i sinde at gifte sig med Markle.
Det skriver den royale korrespondent Robert Jobson i hvert fald i sin nye bog 'Our King' ifølge New York Post.
Skældte ud og tiggede om penge
I stedet for at lykønske sin søn meddelte den kommende konge, Charles, efter sigende ham, at han altså ikke havde råd til at aflønne Meghan Markle som medlem af kongefamilien.
I forvejen var konen Camilla og prins Williams voksende familie på lønningslisten.
"Det gjorde Harry rasende," skriver Jobson i bogen.
Faktisk skal konflikten have eskaleret i sådan en grad, at Charles til sidst holdt op med at tage telefonen, når sønnen ringede, fordi prins Harry blev ved med at skælde ud og tigge om penge.