Afsløring: Basim er bagmand i nyt mystisk musikprojekt
I knap 10 år har han lavet musik, men nu har lyden ændret sig, og derfor skal der et nyt navn til for Basim.
Der er lige så stille sneget sig et nyt navn ind på den danske musikscene.
Magic Monday hedder projektet, som ikke har offentliggjort hverken billeder eller navne på sine bagmænd før nu.
Nu har projektets sanger for første gang valgt at træde frem i lyset.
Tidligere Grand Prix-vinder står bag
Bag det nye projekt står der faktisk en musiker, som de fleste danskere har været bekendt med gennem de sidste 10 år – nemlig sangeren Basim.
– Det var vigtigt for mig at lade musikken tale for sig selv, uden jeg skulle råbe op om, at det var mig, der havde lavet det, fortæller sangeren med kunstnernavnet Magic Monday.
– Som artist udvikler man sig, ligesom ens lyd også gør. Jeg har brugt rigtig lang tid i studiet på at finde ud af hvilket musik, jeg har lyst til at lave og finde det univers, jeg er i lige nu, fortæller han.
Musikalsk udvikling
Den unge sanger ved godt, at hans nye musik lyder anderledes end det, han før har udgivet eller optrådt med.
Han understreger, at det er en musikalsk udvikling, som ikke kunne undertrykkes eller fremprovokeres.
– Da jeg var 16 år, sang jeg om én ting, nu er jeg 24 år og har lyst til at synge om nogle andre ting, reflekterer musikeren og forklarer, hvordan han følte, det var nødvendigt at udgive musikken under et andet navn end “Basim”:
– Den musik, der kom ud af højttalerne i studiet, var ikke den slags, folk kendte mig for. De sange, jeg skrev, passede ikke til brandet “Basim”, så jeg ville hellere udgive det under et andet navn og lægge det i en anden kasse, siger han.
– Men det er ikke fordi, jeg vil afslutte et kapitel, det er bare den naturlige udvikling. Jeg har brug for at vise andre sider af mig selv som artist og menneske, lyder det ærligt fra sangeren.
Selv fortæller han, hvordan medierne – sammen med ham selv – for 8 år siden malede et billede af søde, smilende Basim. Det billede er bare kun én side af musikeren.
– Jeg vil jo ikke ødelægge det billede, folk har af mig, for det er et rigtig fint billede, men jeg har jo mine fejl. Der er ikke nogen mennesker, der er perfekte. Jeg sårer mennesker og får piger til at græde. Jeg har mine fejl.
– Måske er musikken blevet lidt for ærlig, men det er okay. Jeg har brug for at komme ud med det på den her måde og sige: “Okay, jeg har også den her side.” Jeg er stadig sød og stadig den Basim, som folk kender. Det her er bare en anden side af mig.
Basim: -Vi har alle nogle mørke sider
Selv beskriver Basim sin nye musikalske lyd som et univers af jalousi, længsel, ensomhed, angst, men også af glæde.
– Vi har alle vores dæmoner, som vi kæmper med, og vi har alle sammen nogle mørke sider. De mørke tider, jeg har været igennem, har jeg også brug for at få ud af min krop og projiceret ned i min musik. Magic Monday er alle de dybeste tanker og følelser, jeg har.
Den nye musik viser derfor en helt anden side af sangeren, men det er, ifølge hovedpersonen selv, også første gang, at han har været hundrede procent ærlig i sin musik.
– Jeg synes virkelig, det er vigtigt at være egoistisk, når man laver musik, for jeg tror, folk kan mærke ærligheden i musikken. At jeg er tro mod mig selv.
Magic Monday udgivet singlen “Say It Slow” indtil videre, der i skrivende stund har over 200.000 afspilninger på Spotify.
ritzau/FOKUS/