Afsløring: Dick Kaysø ser ikke datteren
Gennem 17 år har datteren vendt ryggen til skuespiller-faren
Dick Kaysø har spillet med i et hav af film og tv-serier gennem årene, og han er særlig kendt i rollen som ‘Krummefar’ med et farverigt familieliv.
Men på den private front hersker der slet ikke den samme grad af idyl.
Sender en hilsen
Hans eneste datter ser han nemlig ikke. Af en eller anden grund har hun kappet båndene til sin far, og han kender ikke årsagen.
- Jeg ved ikke, hvordan hun lever. Vi har ikke set hende i 17 år, og vi har lige talt om at sende en hilsen på hendes 34-års fødselsdag om lidt, afslørede den 77-årige skuespiller til Kendte.dk ved premieren på ‘Børnene Fra Sølvgade’ i Imperial lørdag eftermiddag.
Skal nok sige til
Timian, som hun hedder, har tidligere fremsendt en SMS til sin far:
- Den dag, hun ønsker at sige goddag til mig, så skal hun nok sige til, forklarede han sammen med kæresten, 57-årige Anette Villaro.
De har været sammen siden 2017.
Tager til Thailand
Mens kæresten må blive hjemme for at passe sit arbejde, har Dick Kaysø planlagt sin vintersæson.
- Nu rejser jeg væk fra hende. Jeg tager til sol, vand og god mad i Thailand, og vender først tilbage til april næste år, lød det fra Dick Kaysø, der mødte op i korte bukser på den blå løber.
Måske afbræk i ferien
Der kommer måske et afbræk i ferien, for der tales om en to’er af ‘Børnene Fra Sølvgade’, hvor skuespilleren medvirker i en bedstefar-lignende rolle.
- Hvis det sker, så tager jeg hjem på optagelser, så længe det varer, sagde han.