Aldrig sket før

To grupper er i finalen ved årets X Factor - det er første gang siden programmet kom til Danmark

Offentliggjort Sidst opdateret

Næste fredag findes vinderen af årets "X Factor".

Finalen står mellem X Factor-veteranen Thomas Blachmans brødreduo, Sigalaz, og dommerdebutanten Simon Kvamms gruppe, Rosél, og hans unge solist, Theodor.

Ifølge TV 2 er det første gang i de 16 sæsoner, der har været af dansk "X Factor", at to grupper står i finalen.

Det står klart efter fredagens semifinale, som blev endestationen for Kwamie Livs unge solist, Nambahlou.

Tre gange tidligere i farezonen

Nambahlou har været i farezonen tre gange i løbet af sæsonens liveshows, men er blevet valgt videre af dommerne gang på gang.

Blandt andre til fordel for storfavoritten Clara Nedergaard, som Simon Kvamm sendte hjem forrige fredag.

Men til denne fredags semifinale var det suverænt seerne, der bestemte, hvilke tre artister der skal på scenen i Arena Randers, hvor finalebraget løber af stablen om præcis en uge.

Kwamie Liv har ingen deltagere i årets X Factor-finale.
Kwamie Liv har ingen deltagere i årets X Factor-finale.

På scenen to gange

Årets semifinalister var på scenen to gange. Først skulle de synge en sang af en fremadstormende artist og dernæst et nummer af en etableret kunstner.

Inden showets vært, Sofie Linde, fremsagde seernes dom i studiet i Brøndby, var sidste års vinder, Mads Moldt, der nu optræder under kunstnernavnet Meum Zel, på scenen.

Nambahlou har været i farezonen tre gange i løbet af sæsonens liveshows, men er blevet valgt videre af dommerne gang på gang. Seernes stemmer alene kunne ikke sikre hende en finaleplads.
Nambahlou har været i farezonen tre gange i løbet af sæsonens liveshows, men er blevet valgt videre af dommerne gang på gang. Seernes stemmer alene kunne ikke sikre hende en finaleplads.

Svanesang

Selv om Nambahlou ikke fik seerstemmer nok til en finaleplads, fik hun lov til at synge en svanesang på scenen. Nemlig det nummer, der på forhånd var blevet produceret som hendes potentielle vindersingle.

Sådan en har alle semifinalisterne fået, selv om kun én kan lade sig hylde og hædre som vinder af "X Factor" anno 2023 næste fredag.

Simon Kvamm går en travl uge i møde med hele to artister i årets X Factor-finale: gruppen Rosél og den unge solist Theodor.
Simon Kvamm går en travl uge i møde med hele to artister i årets X Factor-finale: gruppen Rosél og den unge solist Theodor.

Seerne har magten

Der er det også suverænt seerne, som afgør, hvem der skal løbe med sejren og den dertilhørende præmie.

Vinderen scorer en pladekontrakt med Universal Music, der har verdensstjerner som Ariana Grande og Justin Bieber og danske artister som Jada og Lukas Graham i stald.

Får et hjemmestudie

Desuden får vinderen et hjemmestudie og et skræddersyet forløb hos Danish Songwriting Academy.

Årets "X Factor" kan følges på TV 2 og TV 2 Echo på fredag 31. marts klokken 20.00.

Konkurrenterne Theodor og David Sigala jubler over at være i finalen.
Konkurrenterne Theodor og David Sigala jubler over at være i finalen.

Vinderne af X Factor gennem årene

2008: Martin Hedegaard.

2009: Linda Andrews.

2010: Thomas Ring Petersen.

2011: Sarah Skaalum Jørgensen.

2012: Ida Østergaard Madsen.

2013: Chresten Falck Damborg.

2014: Anthony Jasmin.

2015: Emilie Esther.

2016: Embrace.

2017: Morten Nørgaard.

2018: Place on Earth.

2019: Kristian Kjærlund.

2020: Alma Agger.

2021: Solveig Mølle Lindelof.

2022: Mads Moldt.

Kilde: TV2, DR, Ritzau.
Powered by Labrador CMS