Ålen: Netflix-forbud er noget hykleri!
Netflix-initiativ mod rygning kan amputere den filmiske fortælling, mener filmproducent Peter Aalbæk Jensen.
Der er tale om hykleri, når streamingtjenesten Netflix vil skrue ned for antallet af cigaretter i egne film og tv-serier.
Det mener Peter Aalbæk Jensen, filmproducent og medstifter af produktionsselskabet Zentropa.
– Det er mærkværdigt, at man prøver at sige, at ryger folk på film, så animerer det folk til at blive rygere. Men banker man løs på hinanden med et jernrør i en film, så animerer det ikke nogen til at begå vold.
– Jeg tvivler på, at man stopper vold på amerikansk film og tv. Og så længe den er der, så er hykleriet i højsædet, siger Peter Aalbæk Jensen.
Revser korrekthedspolitiet
Ifølge Peter Aalbæk Jensen er det “forventeligt”, at Netflix er kommet med et tiltag på området. Han mener, at det skyldes et stort fokus på “korrekthed”.
Streamingtjenesten har besluttet sig for, at rygning og brugen af e-cigaretter skal være forbudt i egne produktioner, hvor aldersgrænsen er 14 år eller lavere.
Der kan dog gøres undtagelser af særlige “historiske eller faktuelle årsager”.
Artiklen fortsætter under videoen
Derudover må produktioner med højere aldersgrænser kun have scener med rygning, hvis det er “essentielt for den kreative vision eller er definerende for karakteren”.
Kan skade kvaliteten
Peter Aalbæk Jensen tror ikke, at der kommer lignende tiltag i det danske filmlandskab. Han mener nemlig ikke, at Netflix’ argumentation holder.
Ifølge filmproducenten kan et forbud mod smøger på skærmen være skadeligt for den filmiske fortælling.
– Jeg ved, at enhver instruktør og fotograf elsker røg, fordi det laver et fantastisk billede. Og skuespillerne elsker at have en cigaret at klamre sig til, fordi det er med til at skabe figuren.
– Så det er en filmisk og fortællemæssig amputering, siger Peter Aalbæk Jensen.
Netflix-initiativet er kommet som reaktion på en rapport, der viser, at antallet af scener med tobak i tjenestens tv-serier er næsten firedoblet i det seneste år.