Alphabeat ude – med noget helt nyt

Medlemmerne i Alphabeat er både blevet ældre og klogere på sig selv, siden de i 2012 trak stikket.

Offentliggjort Sidst opdateret

De var Danmarks helt store musikalske eksportsucces, da de i 2007 tog springet og flyttede til London efter at have hittet med numre som “Fascination” og “10.000 Nights” fra debutalbummet “Alphabeat”.

Men udlandseventyret blev til sidst begyndelsen til enden for bandet, der trak stikket i 2012.

Nu – syv år efter, at de gik fra hinanden – udgiver de et nyt album sammen.

Artiklen fortsætter under videoen

I dag kan de se, at pausen har været nødvendig.

– Der var dengang en følelse af, at kreativiteten var væk. Vi var nødt til at prøve at stå på egne ben og trække vejret lidt og finde ud af hver især, hvem vi var, forklarer Stine Bramsen, der er forsanger i bandet.

– Det var meget specielt at føle, at man havde brug for en pause efter så mange år sammen. Men det var virkelig også befriende, at vi pludselig skulle vælge hinanden til, siger hun.

Da Alphabeat blev dannet i starten af årtusindet, gik de seks medlemmer stadig i gymnasiet.

Vand DM i Rock

I 2004 vandt de DM i Rock, og derfra var der ingen vej tilbage for bandet. Da et engelsk pladeselskab viste interesse, flyttede de til London og genudgav debutalbummet i en international udgave under titlen “This Is Alphabeat”.

De britiske fans var ellevilde, radiokanalerne spillede dem i døgndrift, og de landede det ene gig efter det andet.

Men hurtigt viste det sig alligevel, at spillereglerne var anderledes i udlandet.

– Der skete et skifte, da vi flyttede til England. Vi havde aldrig talt om, at det var vigtigt at være på hitlisterne, siger Anders SG.

– Men det var helt klart noget, vi begyndte at lægge mærke til, fordi det er så stor en del af det, når man er et band derovre, som er signet på et stort pladeselskab og har en manager. Og så mister man hurtigt sin kerne, fortæller forsanger Anders SG.

Sjovt og rigtigt

Den kerne, som bandet havde bygget sig op omkring, handlede om at gøre det, der var sjovt, og det, der føltes rigtigt. Ikke om at gøre det, hvor der var størst chance for at få succes.

– På et tidspunkt begyndte det bare at føles lidt koldt og kynisk i London. Der var virkelig store forventninger til os, og en plads i top-20 var ikke godt nok, selv om det er sådan noget, ethvert dansk band ville være lykkelige over, siger Anders SG.

– Og selv om det faktisk gik ret godt for vores album nummer to, som vi skrev og udgav derovre, så føltes det ikke sådan, fordi det gik bedre for det første.

– Vi havde været vant til en opadgående kurve i alle de år, vi havde lavet musik sammen, og så kom der et knæk. Vi var nødt til at tage hjem og værne lidt om os selv for at finde energien til at lave et album mere, forklarer Stine Bramsen.

Noget var forandret

Men selv om bandet kom hjem til Danmark, var noget forandret.

– Vi kunne mærke, at vi var nået til et punkt, hvor vi var drænet for, hvad det var, vi skulle. Det sidste album blev ikke særligt kollektivt, og det gjorde det svært at promovere, siger Stine Bramsen.

Albummet “Express Nonstop” blev stort set skrevet af Anders SG og Anders Bønløkke.

– Der var noget af vores fællesskab, der var gået tabt. Det var svært for mig at tale om nogle sange, jeg ikke selv havde været med til at skrive. Så lærer man af bitter erfaring, at det skal man gøre anderledes næste gang, siger Stine Bramsen.

Alle skal bidrage

Efter at bandet har fundet sammen igen, har de derfor været meget opmærksomme på, at alle skal bidrage med noget, og at alle skal kunne stå inde for det, der bliver sendt ud.

Derfor er der for eksempel ikke rigtig en sang om kærlighed på det nye album, for sådan en kan være svær at skrive på vegne af seks vidt forskellige mennesker.

Til gengæld er der sange om at blive ældre, huske tilbage på ungdommen og såmænd også en sang om klimakrisen. Alt det, der fylder i bandmedlemmernes hverdag.

– Man er nødt til at lade være med at tænke på, hvordan man passer ind i en tid og i et marked. På en måde er det det nemmeste at gøre, for så skal man bare lytte til sin mavefornemmelse.

– Men der er så mange distraktioner – især når det begynder at gå godt – for så er der mange ting, der kan forstyrre det fokus. Men det kan jeg mærke, at vi er meget mere cool omkring nu, både fordi vi er ældre, men også fordi vi ikke har noget at miste mere, siger Anders SG.

Alle har fået familie

I pausen har tre af bandmedlemmerne haft gang i andre musikalske projekter, mens tre andre har haft andre slags job. De har alle sammen stiftet familie og har 14 børn tilsammen med deres respektive partnere.

Det har gjort dem meget mere afslappede i jagten på succes.

– Engang var Alphabeat jo hele vores liv. Alle beslutninger, vi traf, var på baggrund af de fem andre mennesker i bandet, og sådan var det i ti år, siger Stine Bramsen.

– Men nu er der kommet nogle andre vigtige mennesker ind i vores liv, som fylder rigtig meget. Der er en sikker base at falde tilbage på, hvis det her ikke går, siger Stine Bramsen, der har haft stor succes som soloartist.

Nyt album

At der er noget at falde tilbage på, betyder også, at der er en helt anden frihed.

– Vi har ikke nødvendigvis sådan en tiårs-brille på. Vi har ikke lovet hinanden, at vi skal lave det her for evigt. Det kommer helt an på, om drivet er der, forklarer guitarist Anders Bønløkke og bliver bakket op af Anders SG.

– Der er en enorm kraft i, at vi ikke har lovet hinanden, at det er for evigt. På den måde er det, som om hvert job er det sidste, når vi er ude at spille.

– Det kan jo godt være sidste gang, at vi nogensinde har stået på Grøn. Og det er der en kæmpestor og meget ægte energi i, siger han.

Albummet “I Don’t Know What’s Cool Anymore” udkommer 1. november.

Powered by Labrador CMS