Alt er revet væk

Partout- og endagsbilletter er udsolgt til Roskilde Festival. Der er stadig mulighed for at blive frivillig

Udgivet Opdateret

Der står til at blive godt fyldt, når Roskilde Festival efter planen vender tilbage med øl og fællessang på festivalpladsen efter flere år i coronamørket.

Festivalen melder nemlig alt udsolgt til sommerens udgave.

Det sker i et Facebook-opslag mandag kort før middag.

- Den allersidste billet er netop blevet solgt. Det betyder, at alle endagsbilletter og billetter til hele festivalen er blevet solgt, skriver Roskilde Festival og takker for støtten.

For første gang i flere år kan der igen blive mulighed for dans og fællessang foran Orange Scene - som her i 2016.
For første gang i flere år kan der igen blive mulighed for dans og fællessang foran Orange Scene - som her i 2016.

Stort comeback

Årets festival står til at blive det store comeback efter aflysninger i 2020 og 2021 på grund af coronapandemien.

Blandt hovednavnene er TLC, Dua Lipa, Megan Thee Stallion, Thomas Helmig og Robert Plant & Alison Krauss.

Det er forventningen, at festivalen kan forløbe helt uden restriktioner til sommer, har programchef for festivalen Anders Wahrén tidligere udtalt.

Søger frivillige

Har man ikke fået billet, er der endnu mulighed for at komme med, skriver festivalen.

- Man kan stadig ansøge om at blive frivillig, står der i Facebook-opslaget.

Festivalen afvikles fra lørdag 25. juni til søndag 3. juli. Musikprogrammet løber fra onsdag til og med lørdag.

Powered by Labrador CMS