Amerikaner skal for første gang instruere James Bond

Daniel Craigs sidste film som James Bond bliver den første film med en amerikansk instruktør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den næste film i serien om den britiske spion James Bond kommer i 2020, og den bliver instrueret af amerikanske Cary Fukunaga. Det oplyser filmens producenter, Michael G. Wilson og Barbara Brocoli.

Tidligere blev det meldt ud, at filmen skulle instrueres af Danny Boyle. Men den plan blev droppet sidste måned efter “kreative uenigheder”.

I stedet er valget faldet på Cary Fukunaga, som nogle måske kender som instruktør af filmen “Beasts of No Nation” med Idris Elba og første sæson af HBO-serien “True Detective”.

Fukunaga får også æren af at blive den første amerikaner, der skal instruere en film om den britiske stjernespion.

– Vi er glade for at skulle arbejde med Cary. Hans alsidighed og innovative evner gør ham til et strålende valg for vores næste James Bond-eventyr, skriver Michael G. Wilson og Barbara Brocoli i en udtalelse.

Optagelserne til den næste James Bond film, der har arbejdstitlen “Bond 25”, begynder til marts.

Den charmerende britiske spionkarakter løb seneste rundt på biograflærrederne, da filmen “Spectre” fra 2015 blev spillet. Den blev som sin forgænger instrueret af britiske Sam Mendes.

Hvor Mendes nåede at få to film som instruktør for Daniel Craig som James Bond, tyder alt på, at Cary Fukunaga kun får en. Daniel Craig har annonceret, at den næste film bliver hans femte og sidste som James Bond.

Spørger man bookmakerne, kan Daniel Craigs afløser muligvis blive en af Fukunagas tidligere hovedrolleindehavere, Idris Elba.

Powered by Labrador CMS