Anden hiver priser hjem: Jeg føler mig på toppen
For anden gang på en uge har Anders Matthesen vundet en pris for animationsfilmen "Ternet Ninja".
Anders Matthesen blev den helt store vinder ved årets Zulu Comedy Galla, der torsdag aften blev afholdt i Operaen i København.
Den 44-årige komiker vandt prisen som Årets Komiker, og dermed slog han sine kolleger Lasse Rimmer, Simon Talbot, Mark Le Fêvre samt Mick Øgendahl og Frank Hvam, som også var nomineret til prisen.
Og han er stolt af at blive hædret.
– Det betyder rigtig meget. Det er publikum, der vælger, så det er vidunderligt at få et skulderklap for det, jeg har lavet det seneste år, siger Anders Matthesen.
Travlt år
Og det er ikke så lidt, den danske komiker har været aktuel med i 2019.
Til Zulu Comedy Galla vandt Anders Matthesen prisen som Årets Komiker for sit 25-års jubilæumsshow “Anden 25” og animationsfilmen “Ternet Ninja”.
Derudover har han det seneste år udgivet Stewart Stardust-albummet “Blodhævn”, optrådt med showet “Anden bringer ud” og skrevet børnebogen “Ternet Ninja 2”, som han netop har færdiggjort filmmanuskriptet til.
Artiklen fortsætter under videoen
Anders Matthesen kan tydeligt mærke, at han er inde i en god kreativ periode.
– Jeg føler, at jeg er på toppen af mit game for tiden. Det handler ikke om, at jeg synes, jeg har lavet mit bedste show eller min bedste film nogensinde, men jeg føler mig meget i sync med publikum, og det er rigtig dejligt, siger han.
Anden gang på en uge
Da Anders Matthesen torsdag aften gik hjem fra Zulu Comedy Galla, var det anden gang på en uge, han kan forlade en prisuddeling med en statuette i hånden.
Onsdag aften vandt hans film “Ternet Ninja” prisen som Årets Danske Film ved uddelingen af Svend Prisen, mens han selv vandt Juryens Særpris.