Annonce
Andens lille frikvarter
Normalt gør han alting selv, men Anders "Anden" Matthesen har fået nemmere ved at overlade ansvaret til andre.
Annonce
Psykisk syg, hippiepædagog, rejsekonge, dæmonisk onkel og syrisk civilingeniør.
Der er snart ikke den rolle, 43-årige Anders “Anden” Matthesen ikke har spillet.
Med filmen “De frivillige” kan han tilføje endnu en rolle til listen: indsat korleder.
Annonce
Anders Matthesen beskriver sin rolle, Niels, som én der trives bedst med orden, faste rammer og en ordentlig omgangstone.
Samtidig er Niels lidt af en alfahan, som samler medløberne og nyder sin plads i toppen af hierarkiet.
Personligt ligner Anders Matthesen hverken Niels eller nogle af de andre mænd i filmen.
Artiklen fortsætter under videoen.
– Jeg er ikke den mest typiske mand. De der mandereklamer “Det her er bare for os drenge”, de taler slet ikke til mig. Sport, spil og mandehørm appellerer heller ikke rigtig til mig.
– Jeg er ikke en type, der er afhængig af magt. Jeg er meget mere snakketypen. Jeg har haft mange veninder i mit liv og kan egentlig godt lide at snakke om følelser. Jeg bryder mig ikke om mande-mandeting, og derfor har jeg altid tænkt, at man må finde sin hylde og beslutte sig for: “Nå, men sådan her er jeg altså!”, forklarer komikeren, som står bag kæmpesucceserne “Jul på Vesterbro” og “Terkel i knibe”.
Nervøs
Filmen “De frivillige” har givet Anders Matthesen, hvad han selv kalder et lille frikvarter.
Mellem syv store jubilæumsshows sidste efterår, den enorme biografsucces “Ternet Ninja” og et nyt standup-show “Anden bringer ud”, som han skal rundt i landet med de næste seks måneder, har han denne gang nydt at lade nogle andre bestemme.
– Jeg kan godt lide at være formbar og at lægge ansvaret lidt fra mig. Det har jeg nok haft sværere ved tidligere, da jeg for eksempel skulle spille med i filmen “Rene hjerter”. Der var jeg meget nervøs, og jeg udsatte nærmest Kenneth Kainz (instruktør på filmen, red.) for et tredjegradsforhør: “Hvad har du så tænkt, hvad skal jeg så, hvordan skal det spilles?”.
– Jeg var så nervøs for at lægge magten fra mig, men det er nok blevet bedre med alderen, og jeg synes ikke alene, det er okay, jeg synes også, det er rart.
Han gætter selv på, at det er blevet nemmere, fordi publikums krav til hans arbejde stiger.
– De ting, jeg selv laver, bliver målt hårdere og hårdere hver gang, fordi folk har visse forventninger. Jeg skal selvfølgelig stadig gøre det her godt, men jeg skal udfylde en rolle, og så har andre ansvaret for, at det bliver forløst.
– Jeg står ikke til regnskab for, hvordan replikkerne er skrevet, og om lokationen er grim eller pæn. Det var meget tilfredsstillende at tage vare på et lille felt og give slip på alt andet. Når jeg får en idé, er jeg selv ansvarlig fra fødsel til fritidshjem, forklarer han.
Skal være bedre end sidste gang
Selv om anmeldere og fans’ øjne hviler tungt på komikeren, hver gang han laver noget nyt, så er Anders Matthesen meget bevidst om – og glad for – den status, han har.
– Jeg kan godt lide den position, jeg har optjent gennem de sidste 25 år. Det gør mig glad, at folk ved, hvad jeg har lavet, og at de kan lide det.
– Man skal udnytte de kræfter, der ligger i ens rolle. Hvis jeg går på scenen, får jeg måske et større bifald, end hvis folk ikke vidste, hvem jeg er, forklarer han.
– Det kan man bruge til at luske sig ind under huden på folk, men omvendt skal man også levere, fordi folk får større forventninger. Man skal derfor hele tiden være bedre end sidste gang.
Selv om “De frivillige” har givet Anden en tiltrængt pause, har filmen rummet nogle udfordringer for komikeren.
Særligt de fysiske rammer for optagelserne gjorde indtryk.
– Vi optog i en arrest i Assens, som var lukket for ganske nylig. De indsattes beskeder og graffiti i skabe og på vægge var der stadig. Cellerne stod åbne, så mens de andre skød en scene, gik jeg rundt i cellerne og sad og sms’ede lidt.
– Pludselig begyndte jeg at læse, hvad der stod i de forskellige celler og tænkte: “Okay, der har siddet en psycho herinde”. Der var fuldt overmalet med beskeder som “Fuck pansersvin” og “Kun Gud kan dømme mig”, fortæller Anders Matthesen.
Modbydeligt
Selv om han ikke bilder sig ind, at han kender følelsen af at være indsat, har stemningen i arresthuset alligevel været til at tage og føle på.
– Både døre og vægge var jo simpelthen så tykke, så man fik en ret naturlig klaustrofobi. Det var luksus, at vi jo skulle hjem samme aften, men når solen begyndte at gå ned, blev det tungt derinde, og man tænkte: “Shit, nu kunne det være rart at komme ud”.
– Det var trøstesløst og modbydeligt, selv om vi bare kunne gå ud på parkeringspladsen. Jeg kan slet ikke forestille mig at være spærret inde sådan et sted.
Ud over Anders Matthesen er Jacob Lohmann, Søren Malling, Anders Brink Madsen og Christopher Læssø at finde på rollelisten.
“De frivillige” havde premiere den 13. juni.
