Anders Lund Madsen er blevet far igen

Den garvede tv-vært er også garvet i rollen som far, og det får han nu brug for.

Anders Lund Madsen er blevet far for syvende gang. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den ældste er 31 år og den yngste blot et par dage gammel.

Den kendte tv-vært og journalist Anders Lund Madsen er nemlig blevet far for syvende gang.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Hans hustru, Karin Prehst Lund Madsen, har født parrets fjerde fælles barn.

Det annoncerer hun på Instagram og afslører, at den lille pige skal hedde Vild.

– Med ét blev tre til fire! I lørdags herhjemme (som jeg plejer) med alle tre store børn til stede havde vi fornøjelsen af at byde Vild velkommen til verden.

– Anders var fødselshjælper, og Modig & Stærk (parrets sønner, red.) klippede navlestrengen. Fri (parrets datter, red.) legede med Brio, imens Vild gjorde sin entre på fineste manér, jubler den nybagte fjerdegangsmor i opslaget og fortsætter:

– Alt gik så fint og godt, og selv om det var endnu en lynfødsel, nåede den sødeste jordemoder Elin frem – og det var rart! Jeg er fyldt af taknemmelighed over min flok, min krop og mit liv. Tænk, at jeg har fået lov til at være så heldig. Jeg er for evigt taknemmelig, skriver Karin Prehst Lund Madsen i opslaget.

Modig, Stærk, Fri og Vild

Sammen har parret sønnerne Modig og Stærkodder, også kaldet Stærk, samt datteren Fri og nu også lillesøster Vild.

Tidligere i november forklarede Karin Prehst Lund Madsen børnenes sjældne navne i et interview med Alt for damerne.

– Mens jeg var gravid (første gang, red.), drømte Anders, at vi skulle have tre børn. En treenighed, der tilsammen er det, vi alle sammen gerne vil være: Modig, Stærk og Fri. Man kan ikke klare sig uden en af tingene. Man har brug for det hele, sagde hun til magasinet.

Lille Vild er parrets fjerde fælles barn.

Fra sit første ægteskab har Anders Lund Madsen tre voksne børn: døtrene Sofie My og Björk samt sønnen Storm.

Anders Lund Madsen blev far første gang som 26-årig og har tidligere forklaret til Ritzau, at børnene giver livet mening.

– Hvis man på et tidspunkt sidder og taler til en lampe og er bedste venner med en pude, mangler man sin grund til at leve, synes jeg. Der skal være andre mennesker omkring en, lød det fra den 57-årige tv-vært.

Anders Lund Madsen har dannet par med sin 39-årige hustru siden 2010.

Til daglig arbejder hun som vandartist, såkaldt havfrue, i Den Blå Planet.

Powered by Labrador CMS