Anders Matthesen er klar med nyt show

I morgen er Anders Matthesen klar med sit syvende onemanshow.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre år er der gået siden Anders Matthesen afviklede sin sidste anmelderroste showturné, ‘ANDERS’. Tiden er gået med at udvikle og skrive nyt materiale, der er blevet afprøvet og raffineret på mindre klubber. Nu er dette materiale blevet til et færdigt onemanshow.

’Shhh’ er et klassisk stand-up show, men med et gennemgående tema – nemlig om den stigende mængde af støj i verden: Støj fra børn, voksne, telefoner, maskiner, iPads, trafik, YouTube, sociale medier, nyheder, rygter, sladder, apps, reklamer, vejrudsigter, maskiner, dyr… og naturligvis støjen fra én selv.

Udgangspunkt i larm

Materialet tager udgangspunkt i Matthesens eget forhold til den larm, der konstant omgiver os:

– Jeg er blevet mere og mere opmærksom på hvor meget ’kog’, der er på alle kanaler, og på, hvor sårbar jeg selv er blevet overfor larm og afbrydelser, fortæller Anders Matthesen.

Showet er blevet skåret til gennem en række små shows på caféer og barer igennem de sidste tre år. Som sædvanlig er de sidste hektiske uger op til premieren 2. september dedikeret til finpudsning og omskrivning af mindre passager. Matthesen arbejder i disse dage i døgndrift på og bag scenen, hvor scenografi og jokes bliver justeret. Dette arbejde fortsætter frem til tæppet går på premiereaftenen, og den sidste rettelse uigenkaldeligt er foretaget.

– Jeg arbejder ud fra princippet om, at et show ikke er færdigt før premiereøjeblikket. Så længe, der er tid til at forbedre, skal tiden bruges på det. Og jeg kan da også mærke at showet bliver sjovere og stærkere for hver dag og time, der går.

– Jeg har trænet, klippet, klistret, skrevet, øvet og optrådt… Jeg har lagt mig i selen, som jeg altid gør, og jeg synes virkelig, jeg har fået lavet et show, som jeg er megastolt over og glad for at vise frem. Showet tager udgangspunkt i, hvor jeg er i livet lige nu. Materialet er som altid meget personligt, men min erfaring siger mig, at det ofte er netop dét, der gør at publikum kan genkende en masse elementer fra deres eget liv.

Showet, der har fået titlen ’Shhh’, skydes i gang fredag den 2. september med premiere i Falconer Salen i København og drager herefter på turné rundt i Danmark og besøger Aarhus, Aalborg, Herning, Odense og Esbjerg.

Powered by Labrador CMS