Andrea Gadeberg lufter ny fyr

En forlovelse forhindrer ikke skuespilleren fra ’Sygeplejeskolen’ i at flytte sammen med en anden

Udgivet Opdateret

For to år siden blev Andrea Heick Gadeberg forlovet med Robert Jensen Buhl, og parret bor sammen i København, men nu ligger det fast, at hun de næste tre år skal dele en lejlighed med sin ven, 25-årige Tobias, der ligesom hun selv starter op på skuespillerskolen i Odense efter sommer.

Det fortæller den 24-årige skuespiller fra TV 2-serien ’Sygeplejeskolen’ om til Kendte.dk ved premieren på ’Den Lille Havfrue’ i Imperial Bio.

Weekendkærester

- Så vi bliver weekendkærester. Robert kan få sofaen, når han kommer på besøg, siger Andrea Heick Gadeberg, der kender Tobias fra gymnasietiden.

- Jeg lufter ham lige, forklarer hun.

- Vores mødre er i øvrigt de bedste veninder, supplerer Tobias, hvis mor er skuespilleren Christiane Gjellerup Koch, mens Andreas mor er skuespilleren Trine Gadeberg.

Ingen jalousi

Deleordningen kunne godt give anledning til jalousi, men Andrea har alt på det rene i den retning, giver hun udtryk for.

- Han synes bare, det er dejligt for mig, at jeg er kommet ind på den skole, jeg så gerne vil gå på, forklarer hun, der sammen med Tobias går med snarlige flytteplaner.

- Det bliver spændende at forlade København. Jeg vil gerne fokusere på skolen i tre år, blive bedre, hygge mig og få nye venner, siger hun om målet.

Andrea Heick Gadeberg med Tobias, som hun snart flytter sammen med.
Andrea Heick Gadeberg med Tobias, som hun snart flytter sammen med.
Powered by Labrador CMS