Anholdt for at sætte ild til fodboldspillers lejlighed
Endnu en mand er anholdt i sagen om brandstiftelse i den tidligere AGF-fodboldspiller Jens Stages lejlighed i Aarhus.
Østjyllands Politi fremstiller i Retten i Aarhus tirsdag formiddag endnu en mand, der er sigtet for brandstiftelse den 14. juli i år i en lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus, der ejes af den tidligere AGF-fodboldspiller Jens Stage.
Det oplyser Østjyllands Politi sin døgnrapport.
Den 21-årige mand, som politiet har identificeret som den formodede medgerningsmand, blev anholdt klokken 01.37 natten til tirsdag, da han ankom til Harald Jensen Plads i Aarhus med en bus, der havde været i Lyngby i forbindelse med mandagens superligakamp, oplyser Østjyllands Politi.
I forvejen sidder en 24-årig mand fængslet i samme sag.
Ved grundlovsforhøret tirsdag vil anklageren anmode om dørlukning, så der ikke er adgang for offentligheden.
Røgbombe
Den 24-årige mand, der i forvejen sidder fængslet i sagen, har i et grundlovsforhør erkendt at have kastet en røgbombe ind i lejligheden på Eckersbergsgade i Aarhus natten til den 14. juli.
Foruden røgbomben erkendte manden også at have fremsat trusler over for den tidligere AGF-spiller Jens Stage.
Genstanden, der blev der smidt ind i fodboldspillerens lejlighed forårsagede mindre brandskader, inden ilden gik ud, har Østjyllands Politi tidligere oplyst til Newsbreak.dk.
Den 23-årige nægter dog, at der er tale om ildspåsættelse efter en paragraf i straffeloven, der kan give op til livstid.
Under attentatet var der to personer i lejligheden. Ingen af dem kom til skade.
Kaldte ham Judas
Truslerne som den 23-årige mand har erkendt, kunne have en sammenhæng med Jens Stages skifte fra AGF til klubben FC København.
Den 23-årige mand har i hvert fald rettet henvendelse til fodboldspilleren og skrevet: “Du kan aldrig være i Aarhus igen – Judas”.