Anklages for majestætsfornærmelser

Protestledere skal onsdag svare på anklager om kritik af kongefamilien.

Demonstranterne kræver blandt andet reformer af kong Maha Vajiralongkorns monarki – og det er tilsyneladende ikke i orden. Arkivfoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

12 thailandske protestledere er blevet indkaldt af politiet for at svare på anklager om kongelig ærekrænkelse.

Det er første gang i næsten tre år, at den drakoniske lov om majestætsfornærmelser bliver taget i brug.

Artiklen fortsætter under videoen

I sidste uge gav premierminister Prayuth Chan-ocha grønt lys til, at myndighederne kan anvende den såkaldte artikel 112 i Thailands straffelov.

Artikel 112 forbyder enhver kritik af kongefamilien og har en strafferamme på op til 15 års fængsel.

Demonstranter har i månedsvis været på gaden i Thailand. De kræver Prayuth Chan-ochas afgang, en ny forfatning og reformer af kong Maha Vajiralongkorns monarki.

Protesterne er den største udfordring for det thailandske styre i årevis, og demonstranterne har brudt et langvarigt tabu ved at kritisere monarkiet.

55 såret

Spændinger i hovedstaden Bangkok stiger, og i sidste uge blev mindst 55 mennesker såret, seks af dem ramt af skud, i sammenstød med politiet.

Politiet brugte vandkanoner og tåregas, mens nogle demonstranter malede antimonarki-graffiti på politiets hovedkvarter.
Thailand har en af de strengeste love om kongelig ærekrænkelse i verden.

Ifølge artikel 112, der senest blev brugt i slutningen af 2018, står enhver, der dømmes for at fornærme, kritisere eller true kongen, dronningen eller deres arvinger, til mellem 3 og 15 års fængsel for hvert anklagepunkt.

Har modtaget stævning

Menneskerettighedsadvokater i Thailand oplyser, at de 12 protestledere har modtaget en stævning af politiet. Blandt dem er advokat Anon Numpha, Panupong “Mike” Jaadnok og de prominente studenterledere Panusaya “Rung” Sithijirawattanakul og Parit “Penguin” Chiwarak.

– Jeg er overhovedet ikke bange. Om noget tror jeg, at det her vil få flere mennesker på gaden onsdag, siger Parit “Penguin” Chiwarak.

Demonstranter oplyste i sidste uge, at de planlægger at demonstrere ud for politiets hovedkvarter i Bangkok onsdag.

Powered by Labrador CMS