Anmeldere: Filmatisering af “Du forsvinder” lykkes delvist

Filmen er overtænkt, lyder kritikken blandt andet fra en anmelder af Peter Schønau Fogs film "Du forsvinder".

Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm spiller Frederik og Mia i “Du forsvinder”. Foto: Scanpix/Søren Bidstrup
Offentliggjort Sidst opdateret

Christian Jungersens roman “Du forsvinder” er blevet filmatiseret, og mens anmelderne giver filmen en blandet modtagelse, så er der bred enighed om, at Trine Dyrholm i filmens hovedrolle igen leverer en toppræstation.

Filmen er et dansk drama, der handler om skolelederen Frederik, der bliver spillet af Nikolaj Lie Kaas.

Frederik bliver sigtet for at have stjålet 12 millioner kroner fra sin skole, og det viser sig, at han har haft en svulst i hjernen, som har ændret hans personlighed.

Dyrholm spiller hustru

Trine Dyrholm spiller i filmen rollen som hustru til skolelederen.

Bag filmen er instruktør Peter Schønau Fog, der også har instrueret filmen “Kunsten at græde i kor”.

Instruktøren lykkes dog ikke helt med sin nye film, mener Politikens anmelder Kim Skotte. Han peger på, at filmen mangler sammenhæng.

– Det er ti år siden, at Peter Schønau Fog lavede “Kunsten at græde i kor”. Det er lang tid ikke at lave film. Hvilket måske er en af grundene til, at filmen virker mere møjsommeligt konstrueret end naturligt afviklet, skriver han.

Politikens anmelder kvitterer med tre stjerner ud af seks.

JP mere positive

Lidt mere positiv er Jyllands-Postens anmelder Nanna Frank Rasmussen, der mener, at filmen giver seeren noget at tænke over.

Hun mener dog også, at filmen er “overtænkt”.

– Når den er bedst, sammenkobler den fikst neurologi og eksistensfilosofi, når den er værst, fører den tankerne hen på oplæsningen af en defaitistisk pixibog om selvbedrag, skriver hun.

Hun giver dog filmen fire stjerner og krediterer udelukkende Trine Dyrholms optræden i filmen for den ene stjerne.

Berlingskes anmelder belønner også filmen med fire stjerner. Og lige som Jyllands-Posten fremhæver Berlinskes anmelder Louise Kidde Sauntved også hovedrolleindehaveren.

– Trine Dyrholm leverer endnu en af de følelsesmæssige kraftpræstationer, vi efterhånden forventer fra hendes side i den centrale og svære hovedrolle, skriver Berlinskes anmelder.

“Du Forsvinder” har premiere i de danske biografer torsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS