Anmelderne klapper af begejstring over Andens nye film
Over stregen og gennemført på samme tid, lyder anmeldernes dom over Anders Matthesens "Ternet Ninja".
Anders Matthesens nyeste animationsfilm “Ternet Ninja” skubber grænserne for, hvor grove og sjove jokes man kan slippe afsted med.
Det mener anmeldere fra Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Soundvenue.
Hovedpersonen i “Ternet Ninja”, Aske, bor med sin mor, der er healer, en ulidelig papbror og en ukærlig stedfar i Albertslund. Han er forelsket i Jessica fra 8. og bliver mobbet af Glenn fra specialklassen.
Da hans onkel Stewart til en fødselsdag forærer Aske en ternet ninjadukke fra Thailand, ændrer alt sig. Ninjaen er nemlig besat af en ånd.
Filmen er “et helstøbt mesterværk”, mener Jyllands-Posten, hvis anmelder kalder filmen “filterløs og grænsesøgende”:
– Det er balancen mellem det renhjertede og det grovkornede, der gør “Ternet Ninja” til en vinder, skriver avisen.
Og netop de grove jokes og “sagde han lige det?”-øjeblikke har fået de tre anmelderes opmærksomhed.
Under bæltestedet
Soundvenue skriver, at tonen i filmen og de mange jokes er “under bæltestedet”. Men fordi “Ternet Ninja” samtidig leverer en meningsfuld, velfortalt historie om retfærdighed, så giver det mening.
Det er Kristeligt Dagblads anmelder enig i.
– Når alle overvåger hvert et ord, hver en ytring, for at spotte, om der lurer en krænkelse, en devaluering af køn, klasse eller etnicitet i et værk, er det befriende, at Matthesen med “Ternet Ninja” råber alt det forbudte ud, skriver Kristeligt Dagblad.
Avisens anmelder mener, at filmen “er så sjov, at den burde gøre lykke verden over”. Men erkender samtidig, at der er tale om ægte dansk humor, som nok ikke vil give anledning til lige så mange højlydte grin i udlandet.
Jyllands-Posten og Soundvenue giver begge filmen fem ud af seks stjerner, mens Kristeligt Dagblad honorere den med fire stjerner.