Anne Laxholm vender tilbage
'Vild med Dans' får besøg af populær dommer
Efter at have sagt nej til at fortsætte som fast dommer i 'Vild med dans', gør Anne-Margrethe Laxholm, 73, nu et overraskende comeback som gæstedommer i programmets semifinale.
Det skriver Her&Nu.
Derfor sprang hun fra
Anne Laxholm satte for et par måneder siden ord på sin beslutning om at stoppe.
- Det var selvfølgelig en svær beslutning at tage. Men nu skal der nye og yngre kræfter til. Det stod efterhånden klart for mig. Da vi kom til 20. sæson tænkte jeg, at den skulle i hvert fald med, og da de ringede i år, var jeg selvfølgelig glad for at blive inviteret igen.
- Hvad synes du?
- Jeg spurgte Hans-Henrik, hvad han syntes, men så svarede han, 'Hvad synes du? Det er jo din beslutning' Og da ordene kom ud af munden, at det nok var et nej tak denne gang, så kunne jeg mærke, det var det rigtige. Så sov jeg lige på det, men det var det rigtige, forklarede Anne Laxholm, der syntes, hun havde taget en god tørn ved dommerbordet.
Anne Laxholm har deltaget i 20 sæsoner og 216 episoder af showet.
'Vild med Dans' sendes næste gang lørdag på grund af landskamp fredag.