Apples første film: Se traileren til The Banker

Apple TV+ er netop lanceret, og nu afslører Apple traileren til streamingtjenestens første store film.

Offentliggjort Sidst opdateret

Netflix har gjort det før. Amazon har gjort det. Og nu træder Apple også ind i kampen.

Streamingtjenesterne er for alvor gået ind i kampen omkring prisvindende spillefilm, og med lanceringen af streamingtjenesten Apple TV+ vil Apple også lege med.

Det gør de med en trailer til tjenestens første store spillefilm, der har ikonet Samuel L. Jackson i en af hovedrollerne.

Du kan se traileren til The Banker ovenfor.

Baseret på virkelighed

The Banker er baseret på virkeligheden.

Den handler om Bernard Garr, der spilles af Anthony Mackie, og Joe Morris, der spilles af Samuel L. Jackson.

Duoen har en drøm om at skabe en forretning på baggrund af ejendomme i 1950’erne og 1960’erne.

Med en hvid frontmand, spillet af Nicholas Hoult, har de to sorte mænd planer om, at opkøbe ejendomme og siden banker, så de kan hjælpe andre afroamerikanere, der ligesom dem selv, håber på at opnå den amerikanske drøm.

Men der er naturligvis masser af udfordringer undervejs for den dynamiske entreprenørduo.

I biografen – så på streaming

The Banker bliver vist i amerikanske biografer fra den 6. december 2019. Det er uvist om den bliver sendt i danske biografer.

Ifølge flere amerikanske medier herunder engadget er meningen med at lancere filmen i biografen, at filmen kan få en chance ved de kommende prisuddelinger.

Dog skulle filmen allerede kunne ses på Apple TV+ til januar.

Powered by Labrador CMS