Aretha Franklin begraves i sin hjemby 31. august

Dronningen af soul skal begraves ved sin familie i byen, hvor hun voksede op, Detroit.

Offentliggjort Sidst opdateret

Soulsangerinden Aretha Franklin – også kendt som “Dronningen af Soul” – bliver begravet 31. august i sin hjemby Detroit, hvor hun voksede op.

Det oplyser sangerindens publicist Gwendolyn Quinn ifølge nyhedsbureauet AP. Den 76-årige Aretha Franklin døde torsdag i sit hjem i Detroit af kræft i bugspytkirtlen.

Privat begravelse

Offentligheden får sidste mulighed for et farvel 28. og 29. august på Charles H. Wright Museum for Afroamerikansk Historie. Selve begravelsen bliver en privat begivenhed for familie og venner.

Den ikoniske sangerinde vil blive stedt til hvile ved siden af sin far, præsten C.L. Franklin, sine to søstre, Carolyn og Erma Franklin, sin bror, Cecil Franklin, og nevøen Thomas Garrett.

Dermed bliver Aretha Franklin også begravet i samme by, som hun voksede op i, fra hun var lille. Hun er født i Memphis i delstaten Tennessee, men flyttede med sin familie til Detroit, da hun var fire år gammel.

Nyheden om hendes død blev noteret med stor sorg blandt mange kunstnere, politikere og andre almindelige mennesker i USA.

Album steg til top

Et album med 30 af hendes største numre er ifølge AP strøget op som ugens tredjemest populære på iTunes i løbet af torsdag og fredag.

Desuden er hendes nummer “Respect” på de to dage blevet den ottende mest populære sang.

Powered by Labrador CMS