Årsagen til superfans død afsløret
23-årige Ana Benevides faldt død om under Taylor Swift koncert i Brasilien
Den 17. november faldt Ana Benevides død om under en koncert med sit helt store idol, Taylor Swift, i Rio de Janeiro, Brasilien.
En koncert, der foregik under en massiv hedebølge og hvor det var forbudt at medbringe vandflasker.
Blødninger og hjertestop
Nu oplyser politiet ifølge Aftonbladet, som refererer til Reuters, at det var ekstrem varme, der forårsagede kvindens død.
At den førte til blødninger i lungerne og efterfølgende hjertestop.
Politiet nævner også, at der ikke er fundet spor af alkohol eller stoffer i afdødes blod.
Flere hundrede besvimede
Det er tidligere kommet frem, at der var op mod 60 grader varmt på det stadion, hvor koncerten foregik, og at flere hundrede mistede bevidstheden.
Ana Benevides kollapsede helt oppe ved scenen og blev hastet på hospitalet. Men hendes liv stod ikke til at redde.
Knust af sorg
- Jeg er knust over at meddele, vi mistede en fan i aftes. Jeg kunne ikke tale om det fra scenen på grund af sorg, lød det fra Taylor Swift i et opslag på Instagram dagen efter den tragiske hændelse.