Australier: Prins Charles og Camilla er mine biologiske forældre

Påstanden er langt fra ny, men nu går manden rettens vej for at få ført bevis for den.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det britiske kongehus kan stå overfor en ny udfordring. I hvert fald påstår en australsk mand, at han er den rette nummer to i tronarvefølgen.

Manden, en 53-årig ingenør fra Queensland ved navn Simon Charles Dorante-Day, siger, at hans biologiske forældre er prins Charles og hertuginden af Cornwall. Desuden, at han kom til verden da prins Charles og Camilla var teenagere, og at han dengang blev bortadopteret.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er ikke første gang, manden kommer med postulatet, men nu er han angiveligt fast besluttet på også at føre bevis for det. Han agter nemlig at gå rettens vej og siger, han har ansøgt om adgang til højesteret, og at en dommer i Sydney lige nu vurderer sagen.

“Min bedstemor, der arbejdede for dronningen, har mange gange fortalt mig, at jeg er Camilla og Charles ‘søn”, har Simon Charles Dorante-Day forklaret til New Idea.

Han fortæller også, at det er den største bombe under Buckingham Palace til dato, og at en retssag er det mest markante skridt, han har taget i sagen.

“Jeg er tvunget til det, fordi vi har brug for svar”, siger han.

Ifølge Mirror har Clarence House ikke ønsket at kommentere på sagen.

Powered by Labrador CMS