Baby Spice: 44-årig Spice Girls-sild er blevet mor igen
Geri Horner - tidligere Halliwell - har fået en lille "Baby Spice", der skal hedde Monty.
En vaskeægte lille “Baby Spice” er kommet til verden.
Spice Girls-stjernen Geri “Ginger Spice” Horner – tidligere kendt under efternavnet Halliwell – har nemlig fået sit andet barn, men det første fælles med gemalen Christian Horner, der er teamchef for Formel 1-holdet Red Bull Racing.
Det afslører den nybagte mor på Instagram ved at dele et foto af sønnikes bittesmå pusselanker.
– Montague George Hector Horner ankom denne morgen (lørdag, red.), en smuk lillebror til Bluebell og Olivia, skriver sangerinden til babybilledet.
Horners repræsentant bekræfter fødslen over for magasinet People og fortæller, at den lille purk vil blive kaldt Monty i daglig tale.
Blev kærester i 2009
44-årige Geri Horner og 43-årige Christian Horner har kendt hinanden siden 2009, men blev først kærester i 2014, hvor de kort tid efter annoncerede deres forlovelse i en notits i avisen The Times.
90’er-ikonet har den tiårige pige Bluebell Madonna fra forholdet med manuskriptforfatteren Alexander Gervasi, mens Christian Horner har sin lille datter Olivia fra et tidligere forhold.
I slutningen af 2015 fortalte Geri Horner til The Mirror, at parret brændende ønskede sig et fælles barn og overvejede adoption, men knap et år senere var der babybingo.
Hr. og fru Horner annoncerede i oktober, at de ventede en lille “Baby Spice” ved at dele en illustration af en gravid kvinde på Instagram.
– Gud velsigne Moder Natur, skrev Geri Horner under hashtagget “mama spice” til tegningen.
Se babybilledet her:
/ritzau/FOKUS