Badehotellet-stjerne overrasker i finalesæsonen
Der er gensyn med flere karakterer som Rosalinde Mynsters stuepige Fie, og så tjekker nye ansigter i Badehotellet-regi som Henning Jensen ind i universet
Da den første sæson af "Badehotellet" havde premiere for over ti år siden, centrerede afsnittene sig især om stuepigen Fie.
Skuespilleren Rosalinde Mynster havde en af seriens bærende roller til og med femte sæson. Men nu vender hun tilbage.
Fie - i skikkelse af Rosalinde Mynster - er en del af finalesæsonen.
Vil huske tilbage
Det afslører seriens forfattere, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, på et pressemøde forud for premieren 3. marts.
- Vi har haft lyst til at lave nogle referencer til tidligere, huske tilbage og binde nogle ender i sidste sæson, forklarer forfatterparret til TV 2.
Der er flere velkendte karakterer fra tidligere, som vender tilbage i finalesæsonen.
"Martha" også retur
Andrea Alma Øst Birkkjær er retur som teatereleven Kitty Hansen, Ena Spottag er tilbage i køkkenet som kokkepigen Martha, og så gør Simon Stenspil comeback som smeden Valter.
Der bliver også sat ansigt på en karakter, som jævnligt er blevet nævnt i løbet af afsnittene, men som aldrig har haft en scene i serien før nu: nemlig teaterdirektør Konradsen i skikkelse af Henning Jensen.
Derudover er der nye ansigter på rollelisten i tiende sæson.
Nye stuepiger
Ud over Henning Jensen tjekker Olaf Johannesen ind på "Badehotellet" som byggematadoren John Seerup, der vender tilbage til det nordjyske efter at være emigreret til USA, hvor han har giftet sig med guvernørdatteren Ellinor spillet af svensk-amerikanske Stephanie Hayes.
To nye stuepiger står klar til at servicere gæsterne. De spilles af de forholdsvis uprøvede talenter Kamille Yde Wenneberg og Hannah Gass Sibbesen.
Vaskekonen Tulle
Og så entrerer skuespilleren Lone Bøgh Rødbroe serien som hotellets vaskekone, Tulle.
Ud over de nye ansigter og karakterer, der gør comeback, har en række navne været med i samtlige afsnit siden seriens første afsnit i 2013.
Der er nemlig traditionen tro gensyn med hr. og fru Weyse i skikkelse af Jens Jacob Tychsen og Cecilie Stenspil, fru Frigh, som spilles af Anette Støvelbæk, bestyrerinden Amanda, som portrætteres af Amalie Dollerup, og hendes forældre, hr. og fru Madsen, gestaltet af Lars Ranthe og Anne Louise Hassing.
Premiere i marts
Der er også gensyn med kontorchefen Aurland, som spilles af Peter Hesse Overgaard, stuepigerne Otilia og Edith i skikkelse af Merete Mærkedahl og Ulla Vejby og den tidligere bestyrerinde Molly, som portrætteres af Bodil Jørgensen.
Den tiende sæson af "Badehotellet" - den sidste i serien - får premiere 3. marts på TV 2 og TV 2 Play.