Badehotellet-stjerner i rædselskabinet
Skuespiller Merete Mærkedahl kaster sig ikke hovedløst ud i nye udfordringer som sin kollega Ulla Vejby.
Mandag var det skuespillerne Ulla Vejby og Merete Mærkedahl, som skulle dyste i TV3’s Fangerne på fortet.
Foruden at være kolleger på den populære TV2-serie Badehotellet er de to skuespillere også tætte veninder. Men når det kommer til at springe ud i grænseoverskridende udfordringer, er de meget forskellige.
Artiklen fortsætter efter videoen
Elsker ekstremsport
For Ulla Vejby er det en fest.
– Jeg elsker ekstremsport, som jeg har dyrket meget som teenager, så jeg havde rigtig mange forventninger til at komme ud på fortet, og de blev fuldstændig indfriet.
– Jeg følte, at jeg kom ud af kroppen og var helt derude, hvor jeg virkelig pressede mine grænser. Det var en fed oplevelse, siger hun.
Som ung var Ulla Vejby FDF’er, hvor hun ofte var på overlevelsestur og dyrkede rappelling, som nogle gange foregik med hovedet nedad, hvor hun hang på en wire og skulle trække sig hen over en kløft.
– Sådan nogle ting elsker jeg bare. Det der adrenalinkick synes jeg, er virkelig fedt, siger hun.
Var ved at dø af skræk
Hendes holdkammerat og veninde, Merete Mærkedahl, har det stik modsat.
– Hvor Ulla er totalt energisk og oppe at køre, er jeg lidt mere forbeholden og stille og skal helst lige forberedes på, hvad der skal ske, før jeg gør noget.
– Da vi ankom til fortet, var jeg ved at dø af skræk, fordi jeg gerne ville vide, hvad der skulle foregå. Jeg svedte og havde kolde hænder og sagde: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal, jeg ved ikke, hvad jeg skal”.
– Allerede før vi gik i gang, kunne jeg se, hvor man kunne komme til skade. Så på den måde var Fort Boyard et rædselskabinet for mig. Bare det at komme ud på fortet var faktisk en udfordring for mig. Men jeg synes også, det var fedt, siger hun.
Stjernetegn forpurrer
At Merete Mærkedahl gerne vil kunne forberede sig på, hvad hun skal, inden hun kaster sig ud i nye udfordringer, bunder måske i, at hun er født den 27. december, fortæller hun.
– Jeg har fundet ud af, at det nok har noget at gøre med mit stjernetegn.
– Som stenbuk vil jeg gerne vide, hvad der skal foregå, og en af stenbukkens egenskaber er også at gå efter målet og være fokuseret. Det er nogle gange min force, men det kan også være en hæmsko, siger hun.
Fangerne på fortet sendes hver mandag klokken 20.00 på TV3 og Viaplay.