Bag Forsiden af Poul Madsen

ANMELDELSE AF: CLAUS JESSEN

Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen bliver aldrig den store, stilistisk stærke forfatter.

Den sproglige elegance halter en anelse - efter et langt liv på TV og i tabloid-pressen.

Til gengæld er Madsen en blændende og fængende fortæller.

I 'Bag Forsiden' tager Poul Madsen os med ind i en forunderlig verden af kynisme, rablende galskab, refleksion og fortrydelse.

Det klæder manden, der var chefredaktør på Ekstra Bladet i 14 år, at han ikke skåner sig selv. Det ville også have været ulideligt.

Vi får en kontant fortælling om tabloid-journalistik på godt og ondt.

Men bogen er også en rejse i menneskelig udvikling og lederskab i et lunefuldt medielandskab.

På den ene side er der nok lidt for meget lagkage-byggeri over den systematiske gennemgang af en række af bladets mest spektakulære sager.

På den anden side er det netop gennem eksemplerne, at de mere principielle og moralske overvejelser, som chefredaktøren konstant må gøre sig, kommer frem.

Pludselig befinder Poul Madsen sig i en helt uforudset situation, hvor han må betale nogle somaliske pirater for at være bevæbnede vagter, da sømændene Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez er sluppet ud af deres fangenskab.

Den slags giver sved på panden. Også selv om man kun befinder sig på Rådhuspladsen - og ikke i Afrika.

Der er en munter gennemgang af daværende miljøminister Karen Ellemanns skraldespand, der var toppet op med dobbelt-moral. Balladen kulminerer i et TV studie.

De legendariske, natlige seancer mellem chefredaktør Madsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen på Twitter får også en grotesk rundtur.

Hvem der ved daggry fremstår som den mest vanvittige af de to fnysende næsehorn, må være op til den enkeltes fortolkning.

Der er fortællingen om, hvordan chefredaktør-kollegaen Hans Engell i arrigskab rydder Madsens kontor og får hele molevitten ekspederet ud af JP/Politikens Hus i en stak papkasser.

Heldigvis bruger forfatteren en del energi på at drage de mere principielle sider af medie-problematikken frem. Hertil hører den svære - men helt nødvendige - overgang fra papiravis til netavis.

Det kostede kampe med ikke mindst de ældre og knapt så forandringsvillige journalister på bladet.

Poul Madsen var en uovertruffen ´first mover' i dansk presse i denne digitale proces. Han blev både forhadt og respekteret for sin stålsatte måde at føre Ekstra Bladet ind i fremtiden.

Den gamle chefredaktør er med god grund også bekymret over, hvordan politikerne i disse år mørkelægger adgangen til vigtige informationer.

Og så er der hug til kliken af Christiansborg-journalister. Vagthunden har mistet en del af tænderne.

Poul Madsen har sat sig selv på en næsten umulig opgave, når han vil berette om 14 år som øverste chef på Ekstra Bladet. For han har givetvis skrevet under på en langtidsholdbar kontrakt med udvidet tavshedspligt.

Derfor hører vi ikke meget om de magtkampe og diskussioner, der uundgåeligt må have været mellem ham og de øvrige chefer på bladet.

Poul Madsen overtog jobbet som chefredaktør, efter at Hans Engell var blevet fyret. Det var oprindeligt Hans Engell, der hentede den unge Madsen ind på bladet som boss.

Hvordan har de to efterfølgende tacklet den prekære situation? Og hvordan har det været at arbejde i krydsfeltet mellem stærke personligheder som Hans Engell på redaktionen og pansergeneral Jørgen Ejbøl i bestyrelseslokalet?

Svaret udebliver desværre.

En dag får Madsen præsenteret nogle fotografier af nyhedsdirektør på TV2, Michael Dyrbys, forventningsfulde genitalier.

Affæren kostede Dyrby jobbet.

Poul Madsen beretter her udelukkende om sine overvejelser omkring billederne.

Helt blottet for følelser i forhold til den gamle kollega fra TV2. Og helt uden at komme ind på det reelle drama, som jo udspillede sig bag kulisserne på Ekstra Bladet og på TV2.

Det er nok klogt. Sympatisk er det såmænd også - men det er og bliver også kun den halve sandhed.

Det er ganske tydeligt, at Poul Madsen helt bevidst har valgt at skåne en lang række personer på og udenfor bladet for en række ubehageligheder.

Jeg vil ikke sparke nedad, siger han.

Til gengæld er der spark opad, direkte rettet mod direktøren i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov.

Forholdet til ham bliver mere og mere anstrengt, som årene går. Men forfatteren er her måske en anelse for pæn. Som læser fornemmer man et langt større drama, end det vi får fortalt.

Vi vil jo med helt ned i den kogende gryde. Det er ikke nok at dyppe tæerne, når blusset er tændt.

'Bag Forsiden' bør være pligtlæsning for enhver ung journalist eller person, som gerne vil ind i faget. Alle, der interesserer sig for medier og vort samfund, vil også blive klogere af at læse bogen.

Langt det meste af bogen er faktisk kloge og spændende refleksioner i en omskiftelig medieverden.

Som læser sidder man hele tiden med det store spørgsmål: Hvordan kan et menneske stå for så voldsomt et pres gennem så mange år med shitstorme, trusler om tæsk og moralske grundstødninger?

Poul Madsen kunne i 14 år. Først og fremmest fordi han er en ægte publicist i ordets bedste betydning.

'Bag Forsiden' har et rigtig godt mix. Og det er som bekendt vigtigt, 'når skidtet skal sælges', som vi siger i den tabloide verden.

'Bag Forsiden' af Poul Madsen udkommer den 15. marts på Politikens Forlag.