Bagedyst-vinder siger farvel

Annemette Voss siger farvel til København, influencerliv og 40.000 kroner om måneden 

Offentliggjort

Annemette Voss har taget et livsforandrende skridt.

Efter 24 år i København har den tidligere vinder af 'Den store bagedyst' nu valgt at flytte til Jylland med sin familie.

- Vi flytter fra København efter 24 år, bekræftede hun over for Kendte.dk ved Danish Beauty Awards i Tivoli Kongreshotel fredag aften.

Nøje overvejet

Flytningen sker til Vejle, hvor familien har fundet en ny lejlighed, og valget er nøje overvejet.

- Vejle ligger virkelig godt i forhold til at drive virksomhed. Det er ikke sjovt at bo i København, når man har kunder i Skagen, forklarede Annemette Voss.

Trækker sig

Samtidig med flytningen har hun trukket sig fra det kommercielle arbejde som influencer, hvor sponsoraterne alene tidligere indbragte hende omkring 40.000 kroner om måneden.

- Jeg har fundet ud af dét, der skal være mit fokus, og det er ikke længere likes og interaktioner, lød det tidligere på ugen fra hende til Kendte.dk ved premieren på 'Sommerbogen' i Grand Teatret.

Annemette Voss smutter fra København til Jylland.

Fortsætter med webshop

Til gengæld fortsætter Annemette Voss ufortrødent med sin virksomhed og webshop 'All by Voss', som får hendes fulde opmærksomhed.

- Det gør jeg for at sænke skuldrene lidt. Mindre travlt, færre penge, der skal løbes hjem hver måned, sagde hun generelt om ændringerne.

På egne præmisser

På de sociale medier vil hun stadig være aktiv, men på egne præmisser – med mindre poleret og mere autentisk indhold, hvor iværksætteri og livet som selvstændig bliver centrale temaer.

- Vi glæder os bare enormt meget til at få et nyt eventyr sammen. Det føles bare helt rigtigt for mig. Jeg er så glad for det, understregede hun om flytningen.

Powered by Labrador CMS