Ballade efter brylluppet: Brudens nevø bevæbnet med en kniv

25-årig Tyler Dooley har i dén grad gjort sig uheldigt bemærket efter det fantastiske royale bryllup lørdag 19. maj. Tyler Dooley, der er Meghan Markles nevø, tog således en kniv med på natklub efter brylluppet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er lynhurtigt blevet hverdag efter det romantiske royale bryllup, der løb af stabelen i London lørdag 19. maj 2018.

Her fik Meghan Markle og prins Harry sagt “I Will” til hinanden – og alt gik nærmest op i en højere enhed denne dag.

Eller det vil sige næsten alt. For Meghan Markles nevø, Tyler Dooley, kunne tilsyneladende ikke få spænding nok.

For efter brylluppet var brudens nevø bevæbnet med en kniv.

Tog en foldekniv med langt blad med på klub

Den 25-årige amerikaner havde således – ifølge mediet Evening Standard – valgt at tage en kniv med, da han gik på en natklub i Kingston, der ligger i Londons sydvestlige udkant.

Tyler Dooley valgte selv at gå op til dørmanden på natklubben og fortælle ham, at han havde den her foldekniv med et 10 centimeter langt blad.

– Selskabet var naturligvis en kende beruset efter brylluppet, men der var ingen dårlig stemning. Tyler sagde bare, at han havde en kniv på sig, tog kniven frem og gav den til personalet, fortæller en kilde ifølge Evening Standard.

Tog kniv med efter præsidentiel advarsel

Ifølge samme kilde undskyldte den 25-årige nevø sig med, at Donald Trump offentligt har udtalt, at London ikke var et sikkert rejsemål.

Der er dog ikke sket anholdelser i sagen, for da det gik op for Tyler Dooley, at personalet havde kontaktet politiet, så valgte han at forlade natklubben.

Tyler Dooley er cannabisfarmer, hvilket er helt legalt. Han fejrede “efter-brylluppet” med sin kæreste, sin bror og Tracey Markle – prins Harrys svigermor.

Powered by Labrador CMS