BBC køber dansk dramaserie med Anders W. Berthelsen
Den danske serie "DNA" kommer til at løbe over skærmen i Storbritannien senere på året.
Briterne har i årevis været vilde med danske tv-dramaer og har slugt successerier som “Forbrydelsen”, “Borgen” og “Broen” råt.
Nu skal de også se Anders W. Berthelsen folde sig ud i hovedrollen som Rolf Larsen i serien “DNA”, der blev vist på TV2 i efteråret sidste år.
Artiklen fortsætter under videoen
BBC har nemlig købt rettighederne til at vise serien. Det skriver mediet Deadline.
“DNA” centrerer sig om politiefterforskeren Rolf Larsen, der bliver spillet af Anders W. Berthelsen.
– Rolfs lille datter forsvinder under tragiske omstændigheder, mens han og hans kollega Jarl Skaubo, spillet af Nicolas Bro, har hende med på job.
– Men håbet om at finde hende spirer i Rolf, da en systemfejl i politiets DNA-register afsløres, og vi følger hans jagt på svar gennem Europa, skrev TV2 dengang selv om serien.
Og den glæder BBC sig til at sende.
– Den begynder med en chokerende hændelse, og derfra er “DNA” en spændende og overraskende krimiserie, som vil lime BBC-seerne fast til skærmen til det sidste, siger Sue Deeks, der er ansvarlig for indkøb af programmer for BBC.