DMI: Advarer om voldsomt vejr

Vi kan få vindstød op til 30 meter pr. sekund, hvilket er stormstyrke.

Udgivet Opdateret

Stormende kuling og vindstød af stormstyrke.

Så kraftige vinde ventes ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, at ramme Danmark i løbet af fredag. Det bekræfter vagtchef ved ved DMI, Dan Nilsvall, over for Newsbreak.dk.

– Fredag bevæger et lavtryk over Danmark sig mod øst. Fredag morgen ligger lavtrykket over den centrale del af Skandinavien og på vestsiden af lavtrykket tiltager vinden. I første omgang forventer jeg at Nordvestjylland bliver ramt af vindstød af stærk kuling og stormstyrke, siger Dan Nilsvall, der også melder om risiko for, at den kraftige vind rammer andre steder i Danmark.

– Det kan også være Djursland, Nordsjælland og Bornholm bliver ramt af den meget kraftige vind. Heldigvis er det ret kortvarrigt og allerede i løbet af fredag eftermiddag og aften ventes vinden at aftage igen, siger Dan Nilsvall.

Netop på grund af, at vinden rammer i så kort et tidsrum, er der i denne omgang ikke den store fare for forhøjet vandstand.

– Det er så kortvarrigt og så faldet det heller ikke sammen med højvande. Så jeg forventer ikke, at vi får problemer med forhøjet vandstand denne gang, siger Dan Nilsvall.

DMIs varsler

I forbindelse med det kraftige blæsevejr har DMI udsendt følgende varsel:

Blæsende fredag, især over den nordvestlige del af landet.

Et lavtryk på under 980 hPa ligger her sent torsdag aften over den nordlige del af de Britiske Øer, det bevæger sig langsomt mod øst og forventes natten til fredag passere lige nord om Danmark.

Prognoserne har lige nu, at lavtrykket fredag morgen ligger over den centrale del af Skandinavien og det er på vestsiden af lavtrykket at der vil være stormende kuling med vindstød af stormstyrke fra nordvestlige retninger over den nordvestlige del af landet.

I løbet af fredag morgen ventes vinden at tiltage over den nordvestlige del af landet til stormende kuling med vindstød af stormstyrke, ved kysterne en overgang op til 28-30 m/s. Den kraftige vind vil dog være forholdsvis kortvarig, grundet lavtrykkets hurtige bevægelse, det enkelte sted ventes de kraftigste vinde at vare mellem 1 og 4 timer.

Powered by Labrador CMS