Begyndte allerede som 10-årig

Dario Campeotto stod på scenen og underholdt i årtier

Udgivet Opdateret

Syng "Hvor eeeeeer du dejlig, Angelique" med indfølt tenor. Så ved de fleste lidt oppe i årene, at det er sangeren og skuespilleren Dario Campeotto, det handler om.

Mandag kom frem, at Campeotto døde 1. april efter længere tids sygdom. 

Han blev 84 år.

Gennembrud i MGP

Sangen "Angelique" sikrede i 1961 Campeotto en femteplads som dansk bidrag ved Eurovision Song Contest i franske Nice.

Den blev hans signatursang og startskud til en livslang sangkarriere for Campeotto.

For i kølvandet på "Angelique" kom pladeudgivelser. Der blev også bud efter "pigernes Dario" til roller på både teater og film og i operetter.

Begyndte som 10-årig

Navnet Campeotto rimer ikke på dansk. Han er da også søn af italienske forældre, men kom til verden på Frederiksberg. Hans far var Fiat-forhandler og senere direktør for Fiat i Danmark.

Campeotto begyndte allerede som 10-årig at synge offentligt rundt omkring i København. Men det store varige gennembrud kom med deltagelsen i Eurovision.

Fra begyndelsen af 1980'erne blev han i stadig større grad aktiv på de skrå brædder. I samarbejde med Jan Schou havde han succes i sommerrevyerne på Sans Souci i Kolding.

Han medvirkede også i en lang række musical. Eksempelvis "Kys hinanden", "Sommer i Tyrol" og "Sound of Music".

Tabte penge på værtshus

I midten af 1990'erne forsøgte han sig, men med økonomisk fiasko, som restauratør og medejer af etablissementet "Vin & Ølgod" i indre København.

I 2001 spillede han til gengæld med stor succes med i Wikke & Rasmussens familiefilm "Flyvende farmor".

Samtidig fik han et mindre comeback med albummet "Love is in the Air", hvor han fortolkede klassikere af Barry White, Stevie Wonder, Lou Reed og Rolling Stones med efterfølgende turnéer på klubber og diskoteker.

Karrieren sat på pause

I begyndelsen af 2022 kom det frem, at Campeotto var blevet syg med kræft. Det betød, at karrieren blev sat på pause.

- Jeg havde håbet at kunne opfylde de job, der er i kalenderen, men de må foreløbig udsættes. Nu må jeg bruge alle kræfter på at blive rask.

- Det vigtigste er nu at kæmpe for mit helbred, sagde han i en skriftlig kommentar.

Efterlader sig hustru og tre børn

Campeotto skulle i første omgang have deltaget i Dansk Slager Parade 2023, men i slutningen af sidste år meldte han afbud grundet sygdom.

Campeotto efterlader sig hustruen, Gertrud Campeotto, som han blev gift med i 1977, samt tre børn. To har han med Gertrud Campeotto.

Han var i seks år i 1960'erne gift med skuespillerinden Ghita Nørby, som han fik sønnen Giacomo med.

Dario Campeotto døde 1. april efter længere tids sygdom. Han blev 84 år. (Arkivfoto).
Dario Campeotto døde 1. april efter længere tids sygdom. Han blev 84 år. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS