Bergmans søn vil nyfortolke Scener fra et ægteskab på HBO
Ingmar Bergmans serie om et ægteskab i opløsning fra 1973 bliver genindspillet og udkommer på HBO i 2021.
Streamingtjenesten HBO udgiver næste år en ny version af Ingmar Bergmans tv-serie “Scener fra et ægteskab”.
Det oplyser Ingmar Bergman Foundation i en pressemeddelelse.
Søn står bag genindspilning
Initiativtageren til genindspilningen af den ikoniske tv-serie fra 1973 er ikke hvem som helst.
Bag projektet står filminstruktør Daniel Bergman, som er søn af Ingmar Bergman.
Artiklen fortsætter under videoen.
Han tog tilbage i februar 2013 fat i Hagia Levi, som er tv-skaber, forfatter, instruktør og producent. Og de blev hurtigt enige om, at tv-serien, der i sin tid lagde gader øde hen, fortjener en genindspilning.
Det er Hagia Levi, som har tilpasset det originale manuskript til HBO-udgaven. Det er ligeledes ham, som er instruktør for indspilningen, der begynder i november.
Hovedrollerne i den nye version bliver spillet af henholdsvis Michelle Williams, der har været nomineret til en Oscar fire gange, og Oscar Isaac kendt fra blandt andet Coen-brødrenes film “Inside Llewyn Davis”.
Den originale udgave
Den originale udgave af “Scener fra et ægteskab” består af seks episoder.
I den spiller Liv Ullmann og Erland Josephson hovedrollerne som et gift par i 1970’erne i Sverige. Serien er en skildring af et ægteskab i opløsning.
Det siges, at behovet for ægteskabsrådgivning steg i kølvandet på tv-serien.
Den første episode af genindspilningen ventes klar til streaming på HBO i 2021.
Ingmar Bergman døde i 2007. Han ville tirsdag have fyldt 102 år.