Berømt Astrid Lindgren-figur laves som stor tv-serie

Astrid Lindgrens velkendte fortælling om Ronja Røverdatter bliver til en ny, stor seriesatsning.

Astrid Lindgren skrev i sin karriere over 75 bøger. I dag er hun stadig en af verdens mest oversatte og bedst sælgende forfattere med bøger som 'Pippi Langstrømpe', 'Emil fra Lønneberg' og 'Ronja Røverdatter'. (Arkivfoto)
Astrid Lindgren skrev i sin karriere over 75 bøger. I dag er hun stadig en af verdens mest oversatte og bedst sælgende forfattere med bøger som "Pippi Langstrømpe", "Emil fra Lønneberg" og "Ronja Røverdatter". (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den populære fortælling om røverdatteren Ronja, som bor i skoven, bliver nu til en tv-serie på Viaplay.

Serien er baseret på den folkekære svenske forfatter Astrid Lindgrens roman "Ronja Røverdatter" og vil også blive svensksproget.

Den kommende serie er skrevet af Hans Rosenfeldt, som tidligere har stået bag den skandinaviske dramaserie "Broen".

Det skriver produktionsselskabet Nent Group i en pressemeddelelse.

Født ind i røverbande

I serien følger man den unge pige Ronja, som er født ind i en røverbande på et middelalderligt skandinavisk slot, samt de eventyr, hun begiver sig ud på. Blandt andet sammen med vennen Birk fra en rivaliserende røverbande.

- Denne klassiske historie om en stærk og uafhængig pige var langt forud for sin tid, og temaer som venskab, nærhed med naturen og at sætte spørgsmålstegn ved ens antagelser er meget relevante i dag, siger Filippa Wallestam, som er indholdsansvarlig hos Nent Group i pressemeddelelsen.

Rollerne er endnu ikke besat

Serien kommer til at hedde "Ronja" og er instrueret af Lisa James Larsson.

Det er ikke offentliggjort, hvem der skal medvirke i serien, da rollerne endnu ikke er besat.

Serien udkommer i 12 afsnit og får premiere på Viaplay i 2023.

Powered by Labrador CMS