Berømt bokser overtalte Kessler til at danse

Boksekollegaen Joe Calzaghe har selv været med i Vild med dans i England, og det overbeviste Mikkel Kessler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var den allerførste professionelle kamp i karrieren, som bokseren Mikkel Kessler tabte, da han i 2007 gik i ringen mod waliseren Joe Calzaghe.

Kampen, der blev betegnet som historisk, fik ikke det udfald, som den danske bokser havde håbet på, men til gengæld fik han et venskab med konkurrenten ud af det.

Det venskab har siden haft betydning for i hvert fald én stor beslutningen i Mikkel Kesslers liv.

Sig ja

De to boksere har efter kampen holdt kontakten, og derfor var det også naturligt for danskeren at vende det med Joe Calzaghe, da han blev spurgt, om han ville være med i Vild med dans.

– Jeg elsker udfordringer, men jeg har altid sagt, at jeg ikke skulle være med i Vild med dans, fortæller Mikkel Kessler og fortsætter:

– Men Joe Calzaghe har været med i det engelske Dancing With the Stars, og det er et helt andet niveau, de kører derovre. Det er virkelig hardcore. Og alligevel sagde han, at jeg skulle sige ja til at være med.

Dans kræver noget

Selv om han er vant til at træne hårdt fysisk i kraft af sin sport, så kan han mærke, at dansen kræver noget helt andet af ham.

Artiklen fortsætter efter videoen.

– Det har været virkelig hårdt at komme i gang. Ikke fysisk, men mere oppe i hovedet med al den koreografi. Det smelter helt sammen. Men jeg synes allerede, jeg er kommet langt, så jeg er meget stolt af mig selv, siger han.

Svært som bokser

Men det er ikke helt let for den tidligere bokser at få fødder og kropsholdning til at makke ret, når han skal svinge den professionelle danser Mille Funk rundt.

– Jeg skal stå fuldstændigt omvendt af, hvad jeg plejer, og jeg har en gammel bokseskade, der gør, at jeg ser dobbelt, når jeg kigger nedad. Så det værste er, at jeg ser to af Mille, når hun retter mig, siger han og griner.

– Jens Werner (dommer, red.) siger, at man som bokser kan rotere og er let på tå. Glem det! Det er næsten en ulempe i forhold til dansen, at jeg har bokset, siger han.

Tidligere er det ellers gået ret godt for bokseren Sarah Mahfoud, der vandt showet i 2016 og for bokseren Patrick Nielsen, der nåede helt til finalen i 2011.

– Der er noget at leve op til, indrømmer Kessler.

Nervøs for seerne

Bokseren er spændt på programmets premiere, og har brugt en del tanker på, hvor mange der egentlig skal se ham danse.

– Man bliver da også lidt nervøs over, at der sidder en lille million mennesker og kigger, siger han og fortsætter:

– Hvis folk synes, jeg er dårlig og skal stemmes ud med det samme, så er det jo bare sådan, men jeg gør det ordentligt og gør mig umage, for det gør jeg med alt, jeg er med i.

“Vild med dans” har premiere på TV 2 den 13. september.

Powered by Labrador CMS