Besat af Drew Sycamore

Mattias Kolstrup har endelig fundet sin stemme efter Dúnés opløsning. Nu udgiver han en sang om sin besættelse af sin kone, Drew Sycamore

Mattias Kolstrup dedikerer sin første sang under eget navn til sin hustru, sangerinden Drew Sycamore. (Arkivfoto).
Mattias Kolstrup dedikerer sin første sang under eget navn til sin hustru, sangerinden Drew Sycamore. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Karrieren startede for alvor som 12-årig, da han blev en del af succesbandet Dúné, der senere slog igennem både herhjemme og internationalt.

Nu er det opløste bands forsanger, Mattias Kolstrup, klar med den første sang i eget navn.

Fredag udkommer han nemlig med singlen "Can't Stop Thinking About You". Det oplyser pladeselskabet No3 i en pressemeddelelse.

Færdig i tre år

Sangen har været færdig i tre år, men udgives først nu, fordi Mattias Kolstrup ikke har været klar. Det har nemlig været meget svært at bryde med sit tidligere band og stå frem som sig selv.

- Jeg mistede min stemme, da Dúné sluttede, og det betød, at jeg skulle bygge noget selvtillid op igen, siger 34-årige Mattias Kolstrup.

- Jeg mistede hele min identitet, skulle starte forfra og lære at synge. Liberty hjalp mig med at finde min stemme, men det har taget mig lang tid, fortæller sangeren med henvisning til det soloprojekt, han har arbejdet på siden Dúnés opløsning.

Besat af sin egen kone

Inspirationen til "Can't Stop Thinking About You" er fundet i hans hustru, sangerinden Drew Sycamore, som han efter eget udsagn er besat af.

Da Mattias Kolstrup skrev sangen, spillede Drew Sycamore i mange tv-shows, som han så med stor interesse.

- Jeg havde bare lyst til at spole tilbage, se det igen og igen og nærmest sige: "Kom tilbage til mig!", fortæller han.

Optaget af soloprojekt

Siden Dúné stoppede med at eksistere, har Mattias Kolstrup været optaget af soloprojektet Liberty.

Det har været nødvendigt for ham at gemme sig bag et kunstnernavn.

- Jeg turde ikke bruge mit eget navn, fordi der er så meget usikkerhed forbundet med det, siger 34-årige Mattias Kolstrup.

Nu er han dog klar til at stå frem som sig selv.

- Jeg omfavner endelig usikkerheden. Før vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op, når jeg var på dybt vand. Nu ved jeg, at det er på dybt vand, at de bedste ting kommer frem, siger Mattias Kolstrup.

Opstod i 00'erne

Dúné stod i slut 00'erne blandt andet bag sangene "Dry Lips" og "Let Go of Your Love", der både hittede stort herhjemme og i Tyskland.

Bandet gik fra hinanden i 2018.

Siden har Mattias Kolstrup udgivet albummene "Haven’t Felt This Great Since 1988" og "Moon Child Set On The Sun" under kunstnernavnet Liberty.

"Can't Stop Thinking About You" udkommer den 28. oktober.

Powered by Labrador CMS