Biden får fjernet svulst
Joe Biden undergik fredag en kikkertundersøgelse. En såkaldt polyp blev fjernet uden besvær, siger hans læge
USA's præsident, Joe Biden, er fortsat klar til tjeneste og i stand til at varetage sine opgaver, efter at han fredag i kort tid var bedøvet under en rutinemæssig koloskopi, altså en kikkertundersøgelse af ende- og tyktarmen.
Det meddeler hans læge, Kevin O'Connor, i et brev, der er offentliggjort af Det Hvide Hus.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge O'Connor blev der under kikkertundersøgelsen fundet en polyp - en svulst, der var godartet - som blev fjernet uden besvær.
- Histologisk vurdering ventes at være afsluttet i starten af næste uge, siger lægen.
- Præsidenten har aldrig haft tyktarmskræft.
Overdrog magten
Bedøvelsen betød, at den præsidentielle magt - og dermed også kontrollen over USA's militære styrker og atomvåben - kortvarigt var overført til vicepræsident Kamala Harris.
Fredag klokken 17.35 dansk tid (11.35 lokal tid) var Joe Biden, der fylder 79 år lørdag, tilbage ved roret og havde "genoptaget sine præsidentielle pligter".
Det oplyste Det Hvide Hus' pressetalsperson, Jen Psaki, på Twitter.
Undersøgelsen fandt sted i forbindelse med præsidentens årlige lægetjek.
En koloskopi regnes for at være en ufarlig undersøgelse. Kun sjældent optræder der komplikationer.
Kevin O'Connor skriver desuden, at præsidenten oplever "let hosten" med "øget hyppighed og alvor" ifølge Reuters.
Pænt blodtryk
Lægen tillæger dette sygdommen gastroøsofageal reflukssygdom.
Et af symptomerne på denne kan være halsbrand.
Derudover fremgår det i O'Connors opsummering, at Joe Biden vejer 83 kilo, og hans blodtryk ligger på 120/70.
Derudover tager den amerikanske præsident fem lægemidler for henholdsvis højt kolesterol, allergier, gastroøsofageal reflukssygdom og et middel, der fungerer som blodfortyndende.
Biden er den ældste person, der nogensinde har sat sig på USA's øverste politiske post.