Bill Gates hylder dansk dramaserie

Microsofts grundlægger Bill Gates har bingewatched alle fire sæsoner af DR's politiske drama "Borgen"

Udgivet Opdateret

Den amerikanske forretningsmand og Microsoft-medgrundlægger Bill Gates er helt vild med DR's politiske drama "Borgen", som har Sidse Babett Knudsen i hovedrollen som Birgitte Nyborg.

Det skriver han i sin personlige blog, "Gates Notes".

- Efter at have set et afsnit af det danske drama "Borgen", der følger landets (fiktive) første kvindelige statsminister og hendes koalitionsregering, var jeg hooked, skriver Bill Gates og tilføjer:

- Inden længe havde jeg bingewatched alle fire sæsoner.

Kan kun støtte hende

Serien har været lærerig for Bill Gates, der beskriver DR-dramaet som "uhyggeligt realistisk".

- Nyborg er en principfast, karismatisk og talentfuld leder, der også har øjeblikke med arrogance, hensynsløshed og dybt uklar dømmekraft, skriver Bill Gates og fortsætter:

- Når man ser serien, kan man ikke gøre andet end at støtte hende. Men fra starten er du klar over, at hun ikke er perfekt.

Bill Gates er mest kendt for at have grundlagt Microsoft i 1970'erne med sin barndomsven Paul Allen. (Arkivfoto).
Bill Gates er mest kendt for at have grundlagt Microsoft i 1970'erne med sin barndomsven Paul Allen. (Arkivfoto).

Stiller mange spørgsmål

Ingen af seriens karakterer bliver gjort til skurke eller ofre, vurderer Bill Gates. Den portrætterer dem bare på en realistisk måde.

- Serien stiller mange spørgsmål om politiske kompromiser, jongleringsarbejde, mediernes ansvar og hvad det vil sige at være en god forælder. Og den giver ingen nemme svar, skriver han.

Bill Gates kommer med en varm anbefaling af serien til alle, der er interesseret i politik, opbygning af koalitioner og lederskabets triumfer og udfordringer.

Åben for ny sæson

"Borgens" hovedskaber, Adam Price, er åben for endnu sæson af serien, fortalte han til Ritzau ved årets uddeling af Robert Prisen.

- Det kræver, at DR og Netflix sætter sig sammen igen omkring et bord og nikker til det, lød det fra Adam Price.

Bill Gates er mest kendt for at have grundlagt techgiganten Microsoft i 1970'erne sammen med sin barndomsven Paul Allen. I dag deler han formandsposten med sin tidligere hustru i Bill & Melinda Gates Foundation.

Du kan se eller gense "Borgen" på Netflix.

Sidse Babett Knudsen har hovedrollen i DR's politiske drama 'Borgen', hvor hun spiller statsminister og senere udenrigsminister. (PR-foto).
Sidse Babett Knudsen har hovedrollen i DR's politiske drama "Borgen", hvor hun spiller statsminister og senere udenrigsminister. (PR-foto).

BILL GATES

William Henry Gates III (født 28. oktober 1955), bedst kendt som Bill Gates, er medgrundlægger, tidligere bestyrelsesformand og tidligere hovedsoftwarearkitekt for Microsoft. I 2009 var han den rigeste privat i verden, og det menes, at han tjente 232 dollar i sekundet. Han fratrådte fra Microsoft i år 2020.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS