Blå blink og ballade: Koncert endte i orgie

75 blev anholdt - flere af dem mindreårige - for blandt andet druk, da Snoop Dogg tirsdag gav koncert med kollegaen Wiz Khalifa.

Hele 75 mennesker blev anholdt under en koncert med rapstjernerne Snoop Dogg og Wiz Khalifa. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En hårdkogt koncert med rapstjernerne Snoop Dogg og Wiz Khalifa endte tirsdag aften i blå blink, udrykninger og udpumpning for adskillige koncertgængere i delstaten New York.

Hele 75 mennesker blev anholdt, hvoraf flere af dem var mindreårige, og ni blev bragt til det nærliggende hospital for alkoholforgiftning, skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Myndighederne og lovgivningen har nultolerance over for mindreårige, der drikker i New York og i delstatens offentlige parker, siger Randy Simons, der er talsperson for New Yorks offentlige parker, i en pressemeddelelse og understreger på det kraftigste:

– Mindreårige, som overtræder den offentlige ro og orden ved at drikke, og folk, der kører i påvirket tilstand og tager stoffer eller er i besiddelse af det, bliver ikke tolereret.

Ifølge Reuters blev myndighederne tilkaldt, da alkoholorgiet eskalerede, og foruden at konfiskere spiritussen blev adskillige koncertgængere taget med på stationen.

Flere af de unge mennesker blev behandlet ved scenen, mens andre blev hastet på hospitalet.

Skandalen kommer blot under en uge efter, at rappernes turné blev ramt af en ulykke, da et sikkerhedshegn kollapsede under en koncert i New Jersey i weekenden.

Hverken Snoop Dogg eller Wiz Khalifa har endnu udtalt sig offentligt om drukskandalen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS