Blå himmel og blå løber sparker Eurovision i gang

Eurovision gik for alvor i gang søndag. Finalen finder sted på lørdag, hvor Rasmussen repræsenterer Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

I 26 graders varme og med solen bankende ned fra en skyfri himmel, gik den danske Eurovision Song Contest-deltager Rasmussen søndag eftermiddag ned ad en 400 meter lang blå løber til åbningsfesten, der skyder Det Internationale Melodi Grand Prix i gang i Lissabon i Portugal.

43 deltagere

Sammen med deltagerne fra de andre 42 lande, der i løbet af ugen skal dyste om at stå med det prestigefyldte trofæ, når finalen finder sted lørdag, var han således med til at sparke gang i løjerne.

– Det var vildt og overvældende at gå ned ad løberen, der var dælme mange mennesker. Det var fantastisk, fortalte danskeren bagefter.

Han glæder sig over, at det nu for alvor går løs.

– Det er jo det her, vi har ventet på i så lang tid. Vi har haft nogle prøver og synes, det er gået godt, siger han.

Første gang i Portugal

Det er første gang, Eurovision bliver afholdt i Portugal. For den danske deltager, der lyder det borgerlige navn Jonas Flodager Rasmussen, bliver det en stor oplevelse at skulle gå på scenen med sangen “Higher Ground”, som han vandt det danske melodigrandprix med i februar.

– Det bliver helt vildt at skulle optræde for så mange mennesker. Vi kan jo kun fornemme arenaen og de mange mennesker, der sidder der, men jeg glæder mig rigtig meget, siger han.

Det bliver først rigtigt alvor for Rasmussen onsdag, hvor han skal til generalprøve på sin semifinale, der finder sted torsdag.

Men generalprøven er der, hvor landenes juryer stemmer, så derfor skal den danske sanger altså allerede der vise sin topform.

Torsdag er knald eller fald

I torsdagens semifinale skal han konkurrere om tv-seernes gunst, og hvis alt falder rigtigt ud, kan han gå videre til finalen, der finder sted lørdag aften.

I ugens løb skal han ud over de mange sang- og kostumeprøver også mødes med flere af de andre landes deltagere og med de danske fans, der er rejst til Lissabon for at heppe på ham.

Både semifinaler og finalen sendes på DR1.

Powered by Labrador CMS