Blev hyldet af kronprinsen: OL-vinder opereret i hjertet

Pernille Blume har undergået en vigtig operation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er få sportspersonligheder i Danmark, som har formået i løbet af en individuel sportspræstation, at samle hele landet i ren og skær ekstase. Men en af de personer, der har evnet dette var Pernille Blume, da hun vandt OL-guld i Rio. Det var her, at hele landet kom på fornavn med svømmeren med det blonde hår og den letgenkendelige sommerfugle tatovering.

Herefter gik det slag i slag for den danske svømmedronning, der modtog prisen som ‘Årets Sportsnavn 2016’ ved DRs stort anlagte gallashow. Her modtog svømmeren prisen af kronprins Frederik, som hyldede den unge svømmer. Og da hun vandt guld til OL var kronprins Frederik heller ikke sen til at rose den dygtige svømmer.

– Selvfølgelig er guld altid strålende, men at Pernille gør det, når vi ved, hvad hun har været igennem, tænkt over og overvejet igen og igen. Nu står hun bare på det højeste sted, man kan stå til de olympiske lege, sagde Kronprins Frederik dengang til TV 2 SPORT.

Og siden har Pernille Blume fortsat med at imponere i bassinet, men nu er der nyt om den danske svømmedarling.

Opereret i hjertet

Pernille Blume er nemlig i slutningen af januar blevet opereret i hjertet for at lukke et hul i hjertet. Hullet er blevet lukket, da dette skulle være med til at mindske risikoen for blodpropper og hjertestop.

Eftersigende skulle operationen være forløbet helt efter planen. Og det har svømmeren også selv bekræftet til svømmeunionens hjemmeside ifølge flere medier.

– Operationen er gået godt, og jeg er meget glad for, at jeg fik foretaget indgrebet. Jeg fandt efter en udredning på hospitalet ud af, at jeg havde haft en lille blodprop, og i den forbindelse fik jeg derfor også tjekket mit hjerte. Her fandt lægerne ud af, at jeg havde et mindre hul, som skulle lukkes via en operation, fortæller Pernille Blume.

Det er en proces, der har været længe undervejs. Det hele startede for godt halvandet år siden, hvor svømmeren oplevede, at der var noget – som ikke helt fungerede som det skulle. Og gentagende behandlinger kunne ikke afhjælpe forstyrrelser i nerverne. Det fik eksperter til at kigge nærmere på situationen, og det var altså her, at man fandt hullet i hjertet.

– Jeg vidste, at det i sidste ende var en nødvendighed med et indgreb, hvis jeg ville nå mine ambitioner og mål. Jeg har haft flere møder og samtaler med dygtige læger, herunder Team Danmarks læge, og det blev i samråd med dem, min træner og overlæge Michael Rahbek Schmidt besluttet, at jeg skulle have lukket hullet i hjertet, for at mindske risikoen for blodpropper og hjertestop, forklarer Pernille Blume.

Derfor er den danske svømmer nu igang med genoptræning. Som led i genoptræningen rejser hun med det danske landshold på træningslejr til Sydafrika.

Powered by Labrador CMS