Bliver 75: Nordjyden bider stadig fra sig

Med nære fortællinger og sjove viser trækker Niels Hausgaard fortsat tæppet væk under sit publikum efter fire årtier i branchen. 31. august fylder han 75 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er snarere reglen end undtagelsen, at publikum næsten griner sig til tårer, når Niels Hausgaard går på scenen med sin guitar.

Selv om han har bevæget sig på den danske musik- og underholdningsscene i mere end fire årtier, vidner udsolgte turnéer om hans fortsatte popularitet.

Lørdag den 31. august fylder han 75 år, og det fejrede Tønder Festival, hvor Hausgaard er fast inventar, med en særlig koncert 23. august.

Hyldest fra musikeliten

Her hyldede Signe Svendsen, som Hausgaard har turneret med, og en række andre musikere fødselaren. Troubaduren var også selv på scenen.

Men på hans rigtige fødselsdag er der ifølge hans manager, Tess Pedersen, ikke lagt op til det helt store.

– Han plejer egentlig ikke at fejre sin fødselsdag, siger manageren og tilføjer, at sangeren formentlig skal passe sine heste, ligesom han gør alle andre dage.

Hausgaard kan både kalde sig sanger, samfundsrevser, sangskriver, satiriker og entertainer. Og så ejer han et hestestutteri.

Nordjyde i rødderne

Han er født i 1944 i Hirtshals , men bor i dag i Hundelev, der ligger mellem Løkken og Hjørring.

Siden 1970’erne har han optrådt med en særlig blanding af musik og satire, hvor den lune og underspillede menneskenære fortælling er i centrum.

I sine sange spidder han alt fra EU til fordommene mod arbejdsløse og tager politikere ved vingebenet. Og det foregår ofte på vendelbomål.

Politisk engageret

Politisk befinder Hausgaard sig på venstrefløjen, hvor han har været aktiv i Folkebevægelsen mod EU og senere Junibevægelsen.

I 2012 sagde han til Information, at hans politiske sympatier ikke er forankret i et specifikt parti.

– Jeg ved, nogen mener, jeg var kommunist. Det har jeg aldrig tilbagevist, fordi de fleste ordentlige mennesker har været kommunister som unge.

– Jeg tror, jeg i al beskedenhed forsøger at være demokrat. Mit hjerte græder dog for den blødende venstrefløj, sagde han.

Hausgaard blev for alvor kendt, da han i 1990’erne optrådte på tv sammen med skuespilleren og filminstruktøren Erik Clausen.

Det populære program “Der kan man se – med Hausgaard og Clausen” viste blandt andet skæve filmklip efterfulgt af kommentarer fra ærkekøbenhavneren og den underspillede jyde.

Artiklen fortsætter under videoen

I de seneste år har Niels Hausgaard typisk turneret en gang om året i Danmark med nyt materiale, men han udgiver ikke længere plader.

Det hører sjældenhederne til, at han aflyser et show, men i 2016 aflyste han en række koncerter.

Hidtil har forklaringen været en alvorlig lungebetændelse, men til Tønder Festivalen i år afslørede han på scenen, at han var faldet død med et hjertestop, men var blevet genoplivet af sin manager, Tess Pedersen, skriver Ekstra Bladet.

Powered by Labrador CMS