Bliver den aller første

En af Danmarks helt store kunstnere bliver første medlem af den nystartede Hall of Fame for folkroots-musikken

Povl Dissing bliver første medlem af Hall of Fame for folkroots-musikken.
Povl Dissing bliver første medlem af Hall of Fame for folkroots-musikken.
Udgivet Opdateret

Som det aller første medlem får den nystartede 'Hall of Fame' for folkroots-musikken Povl Dissing.

83-årige Povl Dissing hyldes i forbindelse med Danish Music Awards Roots lørdag 27. november i Tønder.

Folkemusikken fik sit danske Hall of Fame i juni 2021 med hjemsted i Tønder. Formålet er at sætte fokus på den internationale og danske folkemusik og rootsmusik samt hædre udvalgte kunstnere. 

Nu er den første kunstner udpeget til at modtage hæderen og medlemsskabet af Hall of Fame.

Fejring i forbindelse med DMA Roots

Povl Dissing bliver fejret og officielt indlemmet i Hall of Fame i forbindelse med Danish Music Awards Roots 2021, som finder sted 27. november i Schweizerhalle-Tønder Kulturhus.

Her vil jazzguitaristen Jakob Bro opføre et 25 minutter langt værk – inspireret af Povl Dissings legendariske sang “25 minutter endnu”.

Det skriver >Tønder Festival i en pressemeddelelse.

Begrundelse og motivation for Povl Dissings medlemsskab af Hall of Fame bliver givet af tekstforfatter, radiomand og tidligere leder af Aarhus Festuge Jens Folmer Jepsen, der er i gang med en portrætbog om Povl Dissing.

Kunstværk i træ

Povl Dissings medlemskab af Hall of Fame får også et konkret udtryk. Nemlig i form af et kunstværk i prosa og træ skabt af forfatter og kunstner Sanne Flyvbjerg og billedkunstner og formgiver Søren Assenholt.

Værket vil bestå af en buste i træ samt en lyrisk fortælling. Kunstnerparret har i en årrække haft et samarbejde med Tønder Festival og skabt værker af kunstnere på festivalen.

En inspiration for alle

-Vi giver Povl Dissing denne hæder, fordi han siden de tidlige 60’ere har begejstret os alle. Fra at have delt vandene – ved at bruge sin stemme som instrument – til at han i dag nærmest er folkeeje for generationer. Povl Dissing er en inspiration for hele musiklivet og for alle sangere og musikere uanset genrer. Han er også den første i Hall of Fame, fordi det for ham altid har handlet om musikken og ikke om pengene. Det kendetegner og personificerer Tønder Festivalen og vores initiativer, siger Poul-Henrik Jensen, formand for Folkemusikarkivet i Tønder og næstformand i Tønder Festival Fond.

Hall of Fame

Initiativet til folkemusikkens Hall of Fame blev taget af Tønder Festival Fond og etableret i juni 2021.

Meningen er, at Hall of Fame bliver en del af Folkemusikarkivet i Tønder.

Konkret vil der blive tale om billeder og buster af både internationale og danske musikere og sangskrivere, som vil få tildelt en hædersplads i Tønder.

Det er bestyrelsen i Tønder Festival Fond, der vil bede et skiftende udvalg om hvert år at udpege medlemmer til Hall of Fame.

Powered by Labrador CMS