Blurred Lines-stjerne skal være far
Sangeren Robin Thicke venter barn med sin 18 år yngre modelkæreste på sin afdøde fars fødselsdag.
Crooneren Robin Thicke skal snart vænne sig til bleskift og søvnløse nætter.
Sangeren, som herhjemme sandsynligvis er bedst kendt for at medvirke på kæmpehittet “Blurred Lines”, skal nemlig være far i foråret.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt USA Today.
Kæresten afslører graviditet
Det er Robin Thickes 18 år yngre modelkæreste, April Love Geary, som har afsløret parrets babynyhed på sin Instagram-profil.
– Robin og jeg er meget glade for at kunne dele med jer, at vi skal have en baby. Terminsdatoen er 1. marts, som var Alans fødselsdag, skriver den 22-årige vordende mor.
Alan er Robin Thickes afdøde far, skuespilleren Alan Thicke, der døde i december blot 69 år gammel.
Sammen med nyheden har April Love Geary delt et skanningsbillede af den lille ny. Hun har også delt et billede af sin gravide mave på det sociale medie.
– Glad på Hawaii med min lille peanut, skriver hun til billedet.
Robin Thicke tavs
Selv har Robin Thicke endnu ikke kommenteret på babynyheden.
Den 40-årige sanger har i forvejen en søn på syv år med sin ekskone, Paula Patton, som han blev skilt fra i marts 2015. Tidligere i år gennemgik eksparret en bitter kamp om forældremyndigheden.
Robin Thicke har offentligt dannet par med April Love Geary siden maj 2015.
Se April Love Gearys Instagram-billeder her:
/ritzau/FOKUS