Bob Dylan har modtaget sin nobelpris i litteratur
Det var en glad Dylan, der lørdag modtog sin nobelpris i Stockholm, siger medlemmer af Det Svenske Akademi.
Bob Dylan har modtaget sin nobelpris i litteratur. Det oplyser medlemmer af Det Svenske Akademi til tv-stationen SVT.
Overrækkelsen skete under stort hemmelighedskræmmeri i forbindelse med en koncert, Dylan giver i Stockholm lørdag aften.
Efter Dylans ønske var det kun medlemmer af Det Svenske Akademi, der uddeler prisen, som var til stede ved overrækkelsesceremonien.
Medlemmerne af den lille, lukkede skare er ikke meget meddelsomme over for SVT.
Men de bekræfter, at Dylan nu har fået sin pris, og at det var en glad nobelprismodtager, der indfandt sig i Stockholm for at modtage anerkendelsen.
Sara Danius, der er sekretær for akademiet, afviser at oplyse andet, end at Dylan nu har modtaget prisen. Hun vil ikke sige, hvor overrækkelsen fandt sted.
Tidligere på ugen sagde hun, at arrangementet ville være privat, og at der ikke ville være journalister til stede.
Den 75-årige Bob Dylan blev overraskende afsløret som modtageren af Nobelprisen i litteratur 2016 i oktober.
Men han meddelte siden i et brev, at han ikke kunne komme til overrækkelsesceremonien i december.
Han angav ingen årsag til, at han ikke kunne komme for at modtage prisen. I stedet sendte han sin rockkollega Patti Smith.
Nu er han – med nogle måneders forsinkelse – dukket op i Stockholm i forbindelse med to koncerter. De er planlagt længe inden, at han blev afsløret som modtager af årets nobelpris i litteratur.
Med medaljen og diplomet følger også otte millioner svenske kroner, svarende til 6,2 millioner danske kroner.
/ritzau/