Bond-babe runder skarpt hjørne
Skuespilleren Kim Basinger, som 8. december bliver 70 år, har både vundet en Oscar og været Bond-babe. Sidste år fortalte hun åbent om sin angstlidelse
Hun var meget sky som barn og dermed en stærk kontrast til sine to forældre i underholdningsbranchen.
Men hun voksede fra det, blev topmodel og siden også en anerkendt skuespiller.
Fredag 8. december fylder den amerikanske skuespiller Kim Basinger 70 år.
Bond-babe
Kim Basinger fik for alvor rettet filmpublikummets opmærksomhed mod sin ypperlige udstråling i James Bond-filmen "Never Say Never Again", hvor hun spillede over for Sean Connery.
I Bond-filmen fra 1983 blev hun en del af den eksklusive klub af de såkaldte Bond-babes.
Filmen var hendes gennembrud på det store lærred.
Et gennembrud, som skulle blive endnu større nogle år senere.
Populær hos paparazzierne
I 1986 spillede hun over for Mickey Rourke i den erotisk betonede "9½ uge".
En rolle, som var med til at gøre hende endnu mere populær hos paparazziene i Hollywood.
Kunstnerisk fik "9½" ikke nogen imponerende modtagelse, men det gjorde "Batman", som hun var med i nogle år senere, til gengæld.
Filmen, hvor hun spiller over for stjerner som Michael Keaton og Jack Nicholson, blev et stort hit i biograferne, fik en Oscar og rykkede hende højere op i Hollywood-hierarkiet.
Triumferede 10 år senere
Kim Basingers store kunstneriske triumf kom små ti år senere.
Det skete med filmen "L.A. Confidential", hvor Basingers præstation blev belønnet med nomineringer til fine filmpriser.
Hun modtog også en Oscar for præstationen.
Ivrig dyreaktivist
Ved siden af skuespillet er hun en ivrig dyreaktivist.
Hun beskriver sig selv som en "skuespiller, der håber, at alle mennesker en dag vil behandle dyr med den respekt, de fortjener".
Selve skuespillet har været sat lidt på pause de seneste år, hvor det har været begrænset med roller for den garvede skuespiller.
Kim Basinger har i et sjældent interview sidste år fortalt, at hun i flere år har lidt af agorafobi, som er en angstlidelse, der ofte fører til, at folk har svært ved at forlade deres hjem.
Interviewet var ifølge CNN første gang i over ti år, at Basinger gav et længere interview.
Har lært at leve med den
Lidelsen var "virkelig forfærdelig" og holdt hende mestendels derhjemme, har Basinger fortalt om lidelsen, som hun i dag har lært at tackle og leve med.
Kim Basinger har været gift to gange, blandt andet med skuespilleren Alec Baldwin fra 1993 til 2002. Sammen har de datteren Ireland.
I dag danner Basinger par med hårstylisten Mitch Stone.