Bør Dronningen nævne Kim Larsen i sin nytårstale? Her er hvad Danske Spil tror
Danske Spil har sine bud på, hvad Margrethe nævner i sin nytårstale. Hvad tror du?
Når klokken slår 18 på årets sidste dag toner Dronning Margrethe frem på danskernes TV-skærme – hvis ikke Yousee altså lider nedbrud – for at give sin traditionsrige nytårstale til folket. I år er ingen undtagelse.
Årets tale bliver dog sendt fra Fredensborg Slot i stedet for som vanlig Amalienborg. Nytårstalen er genstand for megen gætteri, og den mest udbredte myte er, at majestæten altid udbyder en særlig tanke til søens folk.
Danske Spil er nu begyndt at gætte på, hvilke særlige ord, Dronning Margrethe kommer til at nævne. I 2017-talen blev det helt store scoop, som mange nok vil huske, at Dronningen lagde vægt på, at man skulle gøre noget ”unyttigt”.
I år er naturligvis et særligt år for den royale familie, da Prins Henrik gik bort i februar. Derfor er det også oddssætternes bud, at det kommer til at fylde i talen, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
– Vi kan næsten ikke forestille os, at Dronningen ikke på den ene eller anden måde hædrer Prins Henrik i sin tale, siger Peter Emmike Rasmussen, oddsansvarlig.
Der er hvert år gengangere.
– Det er altid populært at spille på for eksempel ordet ”abdicere” eller at hun sender en hilsen til ”søens folk”, siger Peter Emmike Rasmussen, der hvert år bruger lang tid på at researche mulige ord og sætninger.