Børn interviewer dronningen
Det er en forpligtelse, men også en glæde at være regent, siger dronning Margrethe i et nyt interview med Børneavisen
2022 er året, hvor dronning Margrethe kan markere guldjubilæum efter 50 år på tronen.
I den anledning har Børneavisen, som bliver udgivet af JP/Politikens Hus, interviewet regenten i hendes bibliotek på Amalienborg Slot.
Her har de royale reportere udspurgt majestæten om alt fra forpligtelser til fritid.
Mens at en del af forpligtelserne som dronning er meget offentlige, så har dronningen også en privat side.
Når hun ikke er iført overdådige smykker og spadseredragter, så går hun gerne rundt i cowboybukser og sweater, fortæller hun.
Adspurgt, om hun føler sig anderledes, lyder svaret til Børneavisens royale reportere:
- Nej, det gør jeg ikke, for jeg er et menneske ligesom alle andre, siger hun til mediet.
I interviewet med Børneavisen fortæller dronningen videre, at hun nyder at få lov til at se mange spændende ting og møde mange forskellige mennesker.
Men at det er knap så morsomt at blive lagt mærke til de dage, man helst er fri.
Det er en livsopgave at være regent, lyder det. Og hendes største håb er, at hendes efterfølgere - først kronprins Frederik og siden prins Christian - vil føle det samme. At det giver mening.
- Det er virkelig et ønske. Det er sådan noget, enhver mor og bedstemor ønsker for sit barn og barnebarn, siger hun til Børneavisen.
Den 14. januar 2022 var det præcis 50 år siden, at dronning Margrethe overtog tronen efter sin far kong Frederik IX's død.
Dele af regentjubilæet bliver dog først fejret nu og senere på sommeren og ind i det spæde efterår grundet coronapandemien.